tirsdag den 25. september 2012

Afslutning på bloggen :)

Her 1½ måned efter challenge får jeg nu endelig taget mig sammen til at skrive om dagen, så her goes :)

Igen i år sad nerverne uden på tøjet i dagene op til CC..dog kunne jeg i år bedre kontrollere dem, da jeg nu vidste hvad jeg gik ind til. Challenge er uanset hvordan man vender og drejer det en fantastisk og stor oplevelse og selvom jeg i tiden op til ikke havde motivationen til at skulle træne, så glædede jeg mig meget og var fast besluttet på at nyde dagen og suge alle indtryk til mig.

Morgenen d. 12.august gik rigtig hurtigt. Fra jeg mødte op og gik i gang med at gøre cykel klar til jeg lige pludselig skulle i vandet fløj tiden afsted. Jeg var klar da startskuddet lød og jeg gik efter en ny pr på svømningen og ville allerhelst under 1.10. Men mest af alt skulle oplevelsen være god og det var den. Havde stort overskud på svømningen og kom op af vandet i tiden 1.11, så det var ny PR og absolut godkendt.

I skiftezonen var jeg lynhurtig og var på cyklen i løbet af få minutter :) Og cyklingen gik egentlig ok, men da jeg rundede de 100km fik jeg sygt ondt i lænden og derfra blev det bare hårdt...som i mega hårdt og energikrævende. Men så kan man jo lære det, når man ikke har cyklet mere end to ture på over 100km i træningen op til. Så blev man det klogere på den hårde måde!

Men jeg kom igennem cyklingen og stod i T2 klar til at hoppe i løbeskoene og gennemføre den sidste etape - LØBET...
Her trykkede varmen og jeg fandt hurtigt ud af at jeg er utrolig dårlig til at æde mig selv når det gør ondt. Så snart smerten melder sin ankomst, så stopper jeg op og går frem for at fortsætte i løb. Så løbet blev en længere tur med utrolig meget gang og alt for lidt løb. Men trods det, så nød jeg løbet.

En kort periode løb jeg sammen med en tri-træningsmakker og han fik presset mig til grænsen i den periode jeg løb med ham og her gjorde det rigtig ondt og måtte lade ham fortsætte alene, så jeg kunne få lov til at gå lidt igen ;) Varmen bed stadig og jeg kørte saltpiller ned i lange baner..

Men undervejs på løbet stod gode venner, veninder og familie som heppede det bedste de har lært og det må jeg sige var guld værd!! I har været en fantastisk opbakning og jeg er meget glad for og stolt over at have så dejlige mennesker i mit liv!! I ER SKØNNE!!!

Da jeg nærmede mig mål mindede jeg mig selv om at huske at suge alle oplevelser til mig. Fra 2011 husker jeg meget dårligt opløbsstrækningen, da jeg tror mit fokus lå mest af alt på ikke at falde ;) Men i år nød jeg hvert sekund. Lagde mærke til de mennesker som omgav målområdet. Lyttede til de tilråb som kom og rakte armene højt i vejret på vej over målstregen! Jeg kom ind i tiden 13.21, som var bedre end sidste år, men så ellers ikke i overensstemmelse med andre mål for dagen.

Men når alt kommer til alt, så er jeg meget stolt af mig selv. Jeg har rykket mig meget siden jeg for to år siden gik i gang med dette projekt og måtte finde mig i kommentarer som: 'ej hvor fedt hvis du klarer det'! og andre i den dur. Jeg har nu bevist at jeg kan og jeg har gjort det TO gange, så kan med stolthed i hjertet lægge tri-træningen på hylden i denne omgang... (altså bortset fra Øresund Tri til sommer)!

Jeg er meget beæret over at have været så heldig at opleve det jeg har oplevet med tri og det er uden tvivl nogle af de mest fantastiske mennesker i verden, som kan findes i den sport!
Så det er absolut ikke et farvel til tri, men et på gensyn, for at andre ting kan få plads i hverdagen :)

Over and out!
Majbritt 'Ironwoman' Wentzel Olsen!

lørdag den 11. august 2012

RACEDAY i morgen!!

Jeg husker ikke særlig godt dagen før raceday sidste år, men formoder at jeg havde det meget som jeg har det nu. Jeg er utålmodig fordi jeg er klar. Min forberedelse har været god, jeg har pakket, jeg har ordnet cykel og dæmonerne i hovedet er væk for nu og jeg tror jeg kan holde dem på afstand i morgen.
Jeg tuder til OL når nogen vinder en medalje og får tårer i øjnene når jeg tænker på da jeg løb i mål sidste år til CC og kommer med garanti til at tudbrøle når jeg når målstregen i morgen. Jeg har prøvet at visualisere dagen i morgen så mange gange at jeg nu også drømmer om det om natten og jeg ved præcis hvad jeg skal hvornår. Jeg har sat mig et mål og så et mål hvis det første ikke kan nås og så et mål hvis det andet ikke kan nås og så lidt flere af den slags, så sandsynligheden for succes er større. Men dagens største mål går jeg ikke på kompromis med og det er at dagen skal nydes! Smerten vil komme og dæmonerne vil sige jeg skal give op, men forbereder mig på at hygge mig med dem og nyde dagen!

Skrev sammen en træningskammerat, som gav mig følgende strategi til i morgen:

'Bare tænk på i morgen skal du grine, græde og lide.. Æde dig selv helt inde fra og hvert et ben op.. Når dagen er overstået er alt tilladt. Bare lige i det øjeblik må du ikke kigge dig tilbage!! Bare træd, løb og ÆDDDDDD dig selv!'

Og det har jeg tænkt mig at gøre!!

Jeg er spændt, jeg glæder mig og jeg ved jeg kan gøre det!!!

onsdag den 8. august 2012

Nerverne er kommet på besøg...

Nu er der efterhånden ikke længe til på søndag og nerverne sidder nu uden på tøjet. Jeg er spændt og jeg glæder mig, men de indre dæmoner prøver at så tvivl på egne evner, så rent psykisk kæmper jeg med at få dem til at holde kæft. Spørgsmål som 'Hvad nu hvis...det ene eller det andet' bliver ved med at dukke op og fokus forsvinder hermed fra hvad jeg ved jeg kan.

Det sidste træningstøj der skal bruges på søndag er nu rent, de sidste indkøb er planlagt (mangler energi til søndag) og cyklen skal bare klargøres en sidste gang og så er jeg klar. Så nu må det faktisk godt blive søndag.

Jeg har taget en beslutning om at denne ironman bliver den sidste i denne omgang, da der er mange andre ting jeg også gerne vil. Men det betyder også at jeg på søndag skal huske at nyde dagen endnu mere. Nyde svømningen, cyklingen, løbet og alle de smerter, følelser og tårer, som uden tvivl vil kigge forbi på dagen. Jeg glæder mig meget til alle tre discipliner, men glæder mig allermest til at løbe på opløbsstrækningen for dernæst at krydse målstregen :)

Og så vil jeg endnu en gang opfordre folk til at komme ud og heppe! Alle der hepper er bare med til at gøre denne dag endnu bedre :)

tirsdag den 31. juli 2012

Nedtrapning sat i gang...

CC nærmer sig med hastige skridt og det frembringer mange blandede følelser. Spørgsmålet: 'Er du klar?' høres igen i år hyppigt omkring både mig og andre triatleter og jeg skal heller ikke sige mig fri for selv at have stillet det spørgsmål. Svaret er igen i år ikke så lige til, for når jeg ser tilbage på de seneste måneder, så er der da stadig ting jeg kunne have gjort bedre, men motivationen har ikke været der den sidste tid og set fra det udgangspunkt, så har jeg gjort alt jeg kunne.. I modsætning til sidste år, så ved jeg også hvad jeg går ind til og minderne om d.14.august 2011 bringer smil på læben og tårer i øjnene(den gode slags).

Dagene i øjeblikket går med OL på skærmen og en smule træning og masser af søvn.. Og så er den dårlige samvittighed nok ikke til at komme udenom, da jeg ikke føler jeg laver nok, hvilket jo er helt korrekt, men skal jo også bare holde mig i gang :)

Vigtigst af alt så glæder jeg mig nu helt vildt til d. 12.august.. Glæder mig til at få lov at svømme blandt andre passionerede triatleter, cykle på vejen (som alle der har prøvet det ved er bedre end cykelstien) og til at mærke opbakningen fra publikum på løbet. Publikum er en så umådelig stor del af oplevelsen på dagen og de er virkelig med til at få udøverne til at presse sig selv lige lidt mere. Så kan kun opfordre alle jeg kender til at komme og klappe og råbe! Også selvom man er presset på tiden og kun kan kigge forbi et kvarter, så kom i det kvarter. Det kan være at lige præcis dit klap er med til at gøre dagen bedre for en triatlet og lige give ham/hende et ekstra kick på en stor dag!

Så kom nu ud og klap!! :) - og klap af alle der kommer forbi, for de er ALLESAMMEN nogle virkelig seje mennesker og de udlever alle en drøm, så hjælp dem lidt på vej! :)

mandag den 9. juli 2012

33 dage til challenge...

Så er der snart kun en måned til Challenge og det føles som meget kort tid ift hvad jeg gerne vil nå med min træning inden og meget lang tid ift at jeg er ret træt af triatlon og egentlig helst bare vil løbe og gå til crossfit...

Men når det så er sagt, så har jeg i dag taget en beslutning om at jeg ikke afmelder det startnummer jeg har til challenge! For jeg har overvejet mere end en gang at droppe CC til august og det blev ikke bedre efter et Øresund-stævne som absolut ikke levede op til forventningerne og i den grad har sat sig som en tvivl på egne evner. Det er fjollet, da det var andre omstændigheder der gjorde at Øresund ikke gik godt og det ved jeg godt. Men frygten for at CC heller ikke kommer til at gå godt, af den ene eller anden grund, er til stede og det er ikke nemt at slippe af med den stemme inde i mit hoved som sidder og siger disse ting. Derudover så synes jeg ikke lysten til triathlon er der for tiden. Er blevet magelig og gider ikke cykle i regnvejr og havet skal helst heller ikke være for koldt hvis jeg skal svømme ;) Derimod så gider jeg godt løbe (for det kan jeg godt igen!!!) og dyrke crossfit...

Men hvorfor så køre CC?

Ja det er et godt spørgsmål og er ikke sikker på at jeg endnu kender det rigtige svar. Men tanken om ikke at skulle køre gør mere ondt end at skulle hanke op i mig selv i 33 dage og få styr på det sidste og så gennemføre endnu en ironman! Formen er god og denne uge står på træningslejr med fitnessdk og jeg kan løbe igen og får nu kun lidt ondt i storetåen, så tror på jeg nok skal ramme formen og få en god dag i København og nordsjælland d.12.august.

Jeg når nok at brokke mig mere end én gang over tri-træningen inden august, men ser frem til masser af hygge under træningen med de skønne mennesker jeg plejer at træne med :) Og en lille smule crossfit må jeg jo godt ved siden af al den anden træning ;)

mandag den 2. juli 2012

Optur og nedtur...

I går gennemførte jeg Øresund triathlon, som er en halv ironman, men vejen til målstregen var ikke med det store overskud! Måtte dagen inden sidde med is på venstre storetå, da denne bestemt ikke var samarbejdsvillig, hvilket resulterede i at det gjorde ondt at gå, så overskuddet og glæden over at skulle til stævne var overskygget af en nedtrykthed over ikke at føle mig HELT klar.
Men jeg valgte at stille op, selvom jeg godt kunne se at ønsket om at komme under de 6 timer ikke helt virkede inde for rækkevidde hvis ikke foden var i orden.

Vandet føltes koldt da vi omkring kl 8 gik ud i det, men følelsen forsvandt hurtigt og kroppen vænnede sig til det. Kl 8.05 blev vi skudt i gang og oplevelsen af at blive vendt rundt i en tørretumbler var ikke til at tage fejl af. Selvom det var ren kvindegruppe, så blev der ikke taget hensyn og der blev kæmpet om pladsen i vandet. Da feltet endelig blev spredt en lille smule, blev slåskampen med andre triatleter udskiftet med kampen mod bølger og især de sidste 400-500meter var rigtig hårde.

Men jeg kom op af vandet og trods kvalme og en smule søsyge, så blev morgenmaden i maven og jeg kom hurtigt igennem skiftezonen. (Brugte sammenlagt i T1 og T2 under halvdelen af den tid jeg brugte til CC)

Cykelturen gik fint. Kørte 29km/t, så havde fint overskud da jeg kom af cyklen. Men her stoppede overskuddet.. Min lænd låste da jeg kom i gang med løbeturen og stod mere stille og strak ud end jeg løb på første runde og herefter blev det ikke bedre, for den førnævnte storetå var ikke til at løbe varm, så skiftevis gik og løb igennem løbedelen og skulle hilse og sige at man på den måde ikke kommer hurtigt igennem et halvmarathon. Det var en kamp indtil målstregen og selvom jeg fyldte mig med smertestillende hjalp det ikke.

Men kom i mål og selvom jeg på ingen måde er tilfreds med tiden (som var langsommere end sidste år), så begynder jeg at erkende at jeg bare ikke ramte dagen og at jeg gjorde hvad jeg kunne med de midler jeg havde på dagen. Ved jeg kan mere end jeg fik vist! Men fik testet viljestyrken endnu en gang og den fik nogle tæsk, men fik mig igennem :) Og fik mig en medalje mere til samlingen og når jeg kigger på den i dag, så er jeg ret glad for den :)

Af opture kan det nævnes at jeg for to uger siden satte ny PR på de 21,1km med tiden 2.01.03 :) -
Deltog i en stafet til Århus challenge, hvor jeg tog mig af løbet og det gav også en medalje :)

tirsdag den 29. maj 2012

Sådan...

Siden sidst ramte jeg lige en mur af feber og måtte bukke under og ligge lig under min dyne i flere dage!! Det var ganske forfærdeligt...Men den seneste uge har jeg så småt fået skruet op for træningen, hvilket er lige til at blive glad i låget af :)

Så den seneste uge har set således ud:
Tirsdag: 50km på cyklen
Onsdag: 1500m svømning, 1times crossfit og efterfølgende 20min løb
Torsdag: 80km på cyklen
Fredag: FRI
Lørdag: 1times crossfit og en 300-400m havsvøm
Søndag: FRI
Mandag: 100km på cyklen og efterfølgende 20min løb

- Så er stadig langt endnu for at nå op hvor jeg skal være, men ovenpå en uge med sygdom, så synes jeg det ser meget pænt ud :)

Denne uge byder på mere cykling og en del mere løb :) da det er på løbet jeg regner med at lave den største forbedring til CC, så er det nu der skal sættes ind med både intervaller og nogle længere distancer..

Men uanset, så er jeg rigtig glad for at have gang i træningen igen og motivationen for at få skåret 1½ time af sidste års tid på den hele distance er høj, så nu må sommeren godt komme for alvor, så træningen kan blive det sjovere ;)

søndag den 13. maj 2012

Ja det går dårligt med at få skrevet her....

....til gengæld har jeg i denne uge så småt fået skruet op for træningen.. Ikke meget, men fik trænet 6 ud af 7 dage, så det er ikke helt skidt :)
Mandag fik jeg svømmet inden arbejde. Nåede vist nok 1300m i bassinet. Tirsdag tog jeg til crossfit i en time. Onsdag svømmede jeg 1500m. Torsdag løb jeg 8km, hvilket var både forfærdeligt og hårdt.. Har ikke løbet siden marathon, så det var ris til egen røv! Fredag holdt jeg fri, da jeg havde ondt i benet og vist nok havde forstrukket noget på min løbetur..ondt gjorde det i hvert fald :( Lørdag svømmede jeg 3,8km på 1time og 16min inden jeg tog til crossfit i en time. Og i dag fik jeg 60km på raceren i modvind og noget koldere vejr end jeg havde regnet med. Så alt i alt er jeg godt tilfreds med ugen, selvom det kun løber op i 7timers træning. Næste uge byder på mere cykling og løb og en smule mindre svømning, da jeg jo nok hellere må ligge lidt flere timer i de to discipliner som ikke går helt ligeså godt som svømningen :)

Men humøret er højt og formen skal såmænd nok nå at rette ind så jeg kan blive klar i tide...der er tre mdr til challenge og jeg glæder mig :)

onsdag den 18. april 2012

Så gik der igen en måned inden jeg fik taget mig sammen til at skrive..

Der er gået lang tid siden sidst og det har i sidste ende nok haft meget at gøre med at jeg ikke helt har haft oplevelsen af at leve op til egne forventninger og det er jo aldrig fedt at skulle skrive om de ting man ikke lykkes med.

Men sidst jeg skrev, der skulle jeg til at løbe en halvmaraton og skød sæsonen i gang med denne. Målet var under 2 timer og det nåede jeg ikke helt. Men var tæt på idet jeg løb på 2 timer og 2 minutter og 40 sekunder. Det var et godt løb og jeg havde en god fornemmelse indtil de sidste par kilometer, hvor jeg ikke havde mere at give af. Men det var en ny PR og tidligere løb taget i betragtning har jeg rykket mig meget J

I søndags stod der så Rotterdam maraton på programmet. Set i bakspejlet havde jeg optil ikke løbet nok lange ture. Men havde en oplevelse af at jeg var klar til at løbe langt og glædede mig om ikke andet meget til at komme i gang. Jeg var af sted med Nivi og vi rejste lørdag morgen og fik hentet startnummer samme dag og fik gjort klar til dagen efter. Søndag morgen fik vi så kørt en ordentlig omgang lyst brød ned og jeg kunne nu mærke løbet komme nærmere. Vi pakkede sammen og gik til startområdet hvor der var proppet med mennesker. Fik stillet mig klar og fem minutter efter startskuddet løb jeg over startlinjen. Jeg havde planlagt at skulle gå igennem depoterne for at være sikker på at få væske og geler ned, men ellers løb jeg i et fint og stabilt tempo indtil omkring de 30km. Herfra var det en kamp. Mine ben gjorde ondt, jeg var træt, havde en stikken i brystet og der var meget i vejen. Da jeg løb forbi 33km skiltet var der nogle store tavler hvorpå folk havde sendt sms’er til løberne og derpå stod der på den ene tavle: Pain is temporary, glory lasts forever! Denne sætning brugte jeg meget i forbindelse med CC i sommer, så den var en god motivation for at fortsætte og komme igennem de sidste 9km, som på det tidspunkt virkede håbløst! Men jeg kom i mål i tiden 4timer og 52minutter og vigtigst af alt havde jeg en god(og hård) oplevelse med hjem. Jeg fik testet viljestyrken og den fejler vist ikke noget.

I dag er benene næsten ovenpå igen, men er stadig ufattelig træt. Men glæder mig meget til at komme i gang med træning og diæt igen, for det her løb var bestemt også et værdifuldt motivationsboost og det har jeg virkelig haft brug for!

lørdag den 17. marts 2012

Nu går sæsonen i gang :)

Så er det i morgen at min sæson 2012 skydes i gang... Sådan da.. Der er Sydkystmarathon på programmet. Den halve distance og målet er at løbe under 2 timer :)

Det er ambitiøst og om det kan lade sig gøre vil tiden vise. Jeg har før løbet halvmarathon, men det er længe siden og dengang var formen ikke noget jeg pralede af. Seneste halvmarathon var i 2010 - nærmere bestemt dagen inden jeg meldte mig på fitnessdk tri-holdet. Det havde været en ganske jammerlig løbetur og nåede igennem med høj puls, tungt løb og fik da en medalje, men ikke en tid jeg kunne prale af.

Det gør stadig lidt ondt at jeg var 2½ time om den seance. Året inden løb jeg den samme halvmarathon på 2timer og 20min, som vist nok stadig er personlig rekord på distancen.. Så en ny PR i morgen burde ikke være svært, men stræber efter at lave en PR, som jeg også har lyst til at prale af ;) Og med et væddemål oveni hatten om hvorvidt jeg kommer under tidsgrænsen, så er der noget at arbejde for!

Kan huske at folk i flere omgange spurgte mig om jeg var klar frem mod CC i sommer og det var svært at svare på, da jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til. Jeg ved hvad jeg går ind til i morgen når startskuddet lyder kl 10.45 i Greve og jeg ved allerede nu at jeg er klar!

God weekend :)

lørdag den 10. marts 2012

Siden sidst…

Først og fremmest er jeg helt ovenpå med nakken. Går stadig til kiropraktor, men må træne alt hvad jeg vil og oplever ikke gener ved det, så det er ganske simpelt fantastisk.
Jeg har stor fremgang på mit løb pt, men med en uge til halvmaraton og kun 5 uger til Rotterdam maraton, så er det vist også på tide. I lørdags løb jeg 10km på 55min, som var ny personlig rekord, så hvis det fortsætter i det tempo, så bliver det godt til sommer. I efteråret løb jeg i pace 6.15 eller 6.30 på 5-6km, så der er sket meget på kort tid, hvilket jeg er ret glad for!
Mit vægttab står lidt stille for tiden. Eller dvs. der sker ikke så meget med tallet på vægten, men til gengæld kan jeg se der sker noget når jeg kigger mig i spejlet. Er gået yderligere en tøjstørrelse ned, så hænger i og satser på at kiloene snart begynder at rasle af mig! Skal en tur forbi min diætist om 11 dage og han har meldt ud at han forventer et flot resultat, så det bliver der arbejdet hen imod nu. Kunne i dag komme i et par bukser, som jeg ikke har kunnet passe i jeg ved ikke hvor mange år! J
Er næsten kommet op på den træningsmængde jeg gerne vil holde og kroppen ser ud til at kunne holde til det. Aflyste dog en træning i denne uge, da jeg syntes jeg var lidt for forkølet til at træne og i dag blev det også en tur i svømmehallen frem for landevejen, for lige at komme helt ovenpå.
Så alt i alt så/ser ugens program sådan her ud:
                             Morgen                                          Eftermiddag/aften
Mandag            1,6km svøm                                  2t spin
Tirsdag                                                                       
Onsdag              1,2km svøm                                 
Torsdag                                                                       10km løb + 1t crossfit
Fredag               1,4km svøm                                  1t 45m spin + 5km løb
Lørdag               2,1km svøm                                 
Søndag              14km løb                                        1t crossfit

Skulle have løbet tirsdag også, men det var den jeg aflyste. Vil gerne have 1-2timers spinning mere på programmet, men det må komme i næste uge J  Men er godt tilfreds med den samlede mængde svømning, selvom det meste er med pullboye.
Så jeg klager ikke… Det går som det skal og jeg mærker fremgang på formen! J

lørdag den 18. februar 2012

Lidt har også ret...

I dag kom så dagen hvor jeg måtte begynde lidt træning igen.. Jeg ved godt jeg får det til at lyder en anelse dramatisk, men det var tre dage med forbud mod at træne og nu skal jeg begynde roligt, så det ødelægger bare hurtigt ugens træningsplan..
Men jeg kom ud at løbe i dag. Planen var PR på 10km, men det blev til de første 5km og så begyndte nakken at brokke sig lidt, så vendte snuden hjemad og fik i alt løbet 7km, så det er vel bedre end ingenting. Det var rart at kunne bevæge sig igen, som selvom det regnede, var det faktisk en rigtig god tur.

PR på de 10km må vente lidt endnu, men har generelt fået mere fart i benene, så det er jo dejligt at mærke der er fremskridt.

Tæller fortsat ned mod Rotterdam marathon og glæder mig mere og mere for hver dag.. :)

Næste uges træning byder igen på crossfit med nogle skønne piger, så det glæder jeg mig meget til. Derudover skal der spinnes og løbes en masse, så håber jeg kan få skruet op for træningstimerne.. Og en enkelt eller to gange svømning kan jeg vel også godt klemme ind ;)

tirsdag den 14. februar 2012

Ondt i nakken igen (i-fucking-gen!!!)

Vågnede i morges og havde det skønt. I går stod den på 2km svømning og senere på dagen en times crossfit, så havde det godt. Men så trillede jeg om på siden og lige pludselig satte nakken sig fast... Brugte hele formiddagen på piller og med varmepude og oplevede at det løsnede lidt, så løb en tur på Rigshospitalet og løb 3x17 etager. Det gik ikke helt så godt som håbet... Var træt i nakke og ryg og min vejrtrækning var ikke med mig, så hev efter vejret, men op det kom jeg :)
Nu gør det til gengæld rigtig ondt, men er den heldige ejer af en tid hos min kiropraktor i morgen tidlig, så det glæder jeg mig til :)  - mest til efterfølgende, hvor jeg forhåbentlig ikke har ondt mere, så jeg kan komme i svømmeren i morgen eftermiddag :)

Rotterdam marathon er booket med hotel og fly, så det bliver spændende og selvom det er en lang løbetur vi skal ud på, så glæder jeg mig ;)

søndag den 5. februar 2012

På toppen igen...

Den dårlige nakke er der nu styr på og jeg kan igen bevæge mig uden problemer.. Så de sidste dage har stået på indkøb af nye løbesko, løb i dem, crossfit, svømning og et tjek hos kiropraktoren, som giver mig ret i min følelse af at nakken er ok igen.
Så det er jo fantastisk og skal i den kommende uge fejres med endnu mere træning :)

Mandag: 30m core, 2t spin og så bliver der sagt at der skal løbes efter, men nu må vi se ;)
Tirsdag: TRAPPELØB :) - og glæder mig som et lille barn til at smadre mig selv på Rigshospitalets trapper... Det bliver en fest :) - forhåbentlig har jeg også kræfter til crossfit efterfølgende - ellers bliver det svømning.
Onsdag: FRI!
Torsdag: Crossfit og evt. svømning.
Fredag: 2t spin og efterfølgende løb.
Lørdag: Svømning og måske crossfit.
Søndag: Spin eller løb eller begge dele...

Tror det er programmet for denne uge.. Måske kommer der ændringer undervejs.. Men glæder mig :)

fredag den 27. januar 2012

Endnu mere hold i nakken...

Gode intentioner kan smadres når kroppen bliver ved med at modarbejde! Der var lagt den gode træningsplan, men så kom smerterne...De fortog sig heldigvis i løbet af onsdagen og torsdag følte jeg mig ovenpå igen. Havde en rigtig god løbetur i vinterkulden og var klar til crossfit senere samme dag. Opvarmningen gik godt og den indledende roning gik og ok. Var træt i nakken kunne jeg mærke, men havde ikke ondt, så jeg fortsatte med nogle øvelser i ringene. Her begyndte det så småt at gøre ondt og efter et enkelt box jump måtte jeg give op og gå hjem med hold i nakken. I dag har jeg ligget/siddet stille og venter bare på at der er en kiropraktor som senere vil sørge for at sætte nakken på plads igen... Og får jo nok besked på at holde mig i ro de næste par dage...
- Det var så den uge...

Hele 3 timers træning blev det til... Satser på at næste uge går bedre :)

mandag den 23. januar 2012

Hold i nakken = redigering af træningsplan...

Mandag: Liggen-på-sofa-med-varmepude-og-smertestillende-øvelsen :(
Tirsdag: 30min løb, 60min spinning og 60min crossfit
Onsdag: 45min svømning (og evt. 45min løb)
Torsdag: 60min løb, 45min svømning og 60min crossfit
Fredag: 105min spinning
Lørdag: 45min svømning - og afslapning
Søndag: 165min spinning og 30min løb

Så alt i alt:
120min (2t) styrke
135min (2t 15min) svømning
120min (2t) løb
330min (5t 30min) spinning

Samlet set bliver det:
11 timer og 45 minutter :)

Satser på at min nakke ikke længere gør ondt i morgen, så jeg kan få trænet :)

søndag den 22. januar 2012

Næste uges træningsplan!

Fordi jeg i nogle tilfælde godt kan forfalde til at droppe et enkelt træningspas, så har jeg valgt at smide næste uges træningsplan ind i min blog. Synes det i nogen grad forpligter - i hvert fald for mig...
Så her er den:
Mandag: 30min core og 120min spinning
Tirsdag: 60min løb og 60min crossfit
Onsdag: 45min svømning - og masser af restitution :)
Torsdag: 45min svømning og 60min crossfit
Fredag: 105min spinning og 30min løb
Lørdag: 45min svømning - og endnu mere afslapning
Søndag: 165min spinning og 30min løb

Så alt i alt:
150min (2t 20min) styrke
135min (2t 15min) svømning
120min (2t) løb
390min (6t 30min) spinning

Samlet set bliver det:
13timer og 5minutter - altså hvis planen holder, men lad os håbe det :)

Umiddelbart synes jeg selv at der er for meget spinning og for lidt løb i denne uge, så det må jeg lige få rettet til ugen efter. I denne uge, der er planen i hvert fald således!

God uge og god træning til mig :)

søndag den 15. januar 2012

Godt i gang er halvvejs i mål eller hvordan ;)

Det nye år er godt i gang og foråret, sommeren og de store stævner rykker tættere på og jeg glæder mig allerede… Var i dag ude på en lidt længere (læs 8km) alene i det gode vintervejr og det var fantastisk. Kan allerede nu mærke resultaterne af en sundere kost og færre kilo på sidebenene. Mødet i start januar hos diætisten gik godt og her 1½ uge efter er jeg oppe på et samlet vægttab på i alt 8kg, så det er dejligt og glæder mig til de næste 8kg også er væk ;) Derudover, så er der smidt 8cm i omkreds om maven, så det i sig selv gør jo at tøjet sidder pænere nu end for 2½ måned siden og det er dejligt!

Så der er masser af optimisme ang. vægttab og træning og er endelig helt på toppen igen med helbredet, som ellers har skrantet noget!

Var i svømmehallen i går for første gang i en måneds tid tror jeg og det gik også over al forventning. 2200meter blev der svømmet og selvom jeg holdt nogle små pauser, så føltes det nemt at ligge i vandet og må nok hellere sende en tak til Oliver, som fik mig i gang med coretræningen, for det hjælper, selvom det er led træning og jeg efter første gang ikke kunne rette mig ud i tre dage uden det gjorde ondt!

Har som sådan ikke så meget at berette andet end at optimismen er høj og det samme er lysten til træning og mærkeligt nok også lysten til at løbe.

Smil og solskin herfra ;)

søndag den 1. januar 2012

Nyt år - nye udfordringer :)

Så er 2012 i gang og jeg har indledt året med tømmermænd og dårlig samvittighed over alt det alkohol, der kom indenbords i går.. Men sket er sket og i morgen står den igen på diæt og træning :)

Diæten går fortsat den rigtige vej og skal måles og vejes og nives med den lede fedt% tang på torsdag, så det er jeg ret spændt på.

Startnummeret til CC 2012 er købt og det samme er startnummeret til Rotterdam marathon, så nu mangler jeg bare at købe startnummeret til Øresund triatlon og så er min raceplan for 2012 på plads. Skal løbe et par halvmarathons udover, men de er ikke fastlagt endnu.

Men glæder mig til 2012, som på alle områder ser ud til at blive fantastisk. 2011 har budt på mange gode oplevelser (og den største var CC) og mange nye bekendtskaber gennem træning og jeg er så taknemmelig for at jeg har været så heldig at få lov til at bruge (al) min fritid på denne vanvittige sportsgren :)
Tak til alle der har været med til at gøre 2011 til det gode år det var. Både dem som selv deltog i træningen og stævnerne, men bestemt også alle dem, der har stået på sidelinjen og bakket op!

Glæder mig til mere træning (og mere fart) i 2012 :)