For at spole lidt tilbage, så begynder vi allerede om onsdagen hvor jeg sidst skrev herinde. Den dag var fyldt med mange følelser, både gode og dårlige og jeg var en smule rørstrømsk hele dagen. Torsdagen var ikke meget bedre, men dagen gik dog noget hurtigere da jeg også skulle begynde på det nye arbejde, hvor jeg blev budt flot velkommen med rosende ord om den kommende store udfordring et par dage fremme. Da arbejdsdagen var veloverstået og de nye indtryk overhovedet ikke kunne bundfalde, tog jeg direkte ind på rådhuspladsen for at få hentet mit startnummer. Fik udleveret poser og andet godt og mere stress fandt vej til mit sind. Nu var det altså ved at være…
Fredagen gik igen hurtigt med arbejde og efterfølgende reception for min bror og sidst men ikke mindst pasta party på hotel bella sky. I løbet af tiden til pasta party var der forskellige indslag på scenen og heriblandt også Thorbjørn Sindballe, som jeg personligt er ret fascineret af. Han sagde mange gode ting, men jeg husker desværre kun meget lidt, da hovedet allerede var fyldt til randen med alt muligt andet. Men jeg husker at han sagde noget i stil med at hvis vi ikke nåede andet søndag, så havde vi i hvert fald en aftale med ham på målstregen kl.23. Dette blev for mig et godt udgangspunkt for søndagen.. Thorbjørn Sindballe venter på mig :o)
Fredag aften gik med at smide alt det jeg skulle bruge om søndagen ud på stuegulvet og herefter prøve at få orden i sagerne, få numre på det der skulle numre på og få pakket tingene i poser og derefter tidligt i seng. Sov fantastisk den nat og kom tidligt op lørdag og fik styr på cyklen, fik handlet til de næste par dage og det blev hurtigt tid til at komme til Amager med cyklen og løbsposen. Fulgtes med en tri-veninde derud og husker ikke meget af det vi snakkede om, for det eneste der fyldte i hovedet var: NU ER DER UNDER ET DØGN TIL!!!
Men cyklen blev afleveret og efterfølgende spiste vi en stor is, inden vi fandt hjem til nordvest og herefter gik resten af tiden frem mod CC i slow. Det var svært at finde ud af hvad tiden skulle bruges på, for alt var pakket og jeg havde en klar fornemmelse af, at nu var jeg klar. Har tidligere haft svært ved at vurdere hvornår jeg egentlig var klar, for synes det er svært at svare på, men lørdag aften var jeg ikke i tvivl! Rendte på en tri-ven da vi afleverede vores cykler og han nåede at sige inden vi tog fra Amager at vi godt kunne forberede os på den værste nat nogensinde og at vi ikke ville få sovet… Jeg troede jeg var smart, da jeg kravlede i seng kl. 20.00, for det skulle han da ikke have ret i, men det fik han.
Tror aldrig jeg har sovet så ringe, men var alligevel ikke træt da jeg om morgenen (kl.3.30) vågnede før alarmen. Jeg var klar!
Spiste min morgenmad og fik tjekket efter en sidste gang om jeg nu også havde det hele og gik kl. 4.45 hen til en tri-veninde som jeg skulle køre med derud. Omkring kl. 5.30 ankom vi til pladsen og fik gjort cykler klar, nåede en sidste gang på toilettet, fik kravlet i våddragten og afleveret de sidste to poser (den ene med vores cykelting og den anden med ting til efter racet). Derudover fik jeg talt med nogle af pigerne fra holdet, ønsket dem omkring mig en god dag og så var jeg klar til start… Gik ned mod vandet og kunne derfra se alle pro’erne blive sendt af sted kl. 7.00 og kort tid derefter var det vores tur…
Jeg var fyldt med spænding og tanker om at huske at nyde det. Frygt for at noget skulle gå galt, men alligevel med en overbevisning om at jeg nok skulle komme godt igennem dagen. Var lukket inde i mine egne tanker. Enkelte smil og kram blev delt inden starten og Hr. Rørbæk råbte så alle kunne høre det. Det var fantastisk og jeg kunne næsten ikke vente med at komme af sted. Så lød vores startskud og vi løb (dog med ynde mere end tempo) ud i vandet. Nu var der ingen vej tilbage…
Svømningen gik jo godt, men undervejs havde jeg en konstant følelse af at jeg ikke levede op til egne forventninger. De fødder jeg prøvede at ligge bagved forsvandt gang på gang, jeg svømmede skiftevis på den ene og den anden side af flokken og halvvejs på svømmeturen var der flere meter op til dem foran og blev overhalet af mange mænd fra startgruppen efter os. Dog var det meget begrænset hvor mange mænd fra startgruppen med fitnessdk (som begyndte 20min efter mig) der overhalede mig, så med det udgangspunkt tænkte jeg at det da ikke kunne være helt skidt. Da jeg endelig kommer op af vandet bliver der da også råbt: Godt svømmet! Er stadig ikke overbevist over svømmepræstation, men tænker at det nok er gået ok. Jeg koncentrerer mig i stedet om at komme ud af svømme-outfit og hen i cykel-dress ;o)
Får styr på alle småting og tænker at det nu skal blive ganske godt at komme ud på cyklen. Bliver dig et øjeblik i tvivl om hvorvidt vest er nødvendig på cykelturen, så vælger at tage den på og fortrød det bittert alle 180km, men så blev jeg da det klogere ;o) Kommer i hvert fald ud af teltet i T1 og hen til cyklen og da jeg endelig får pillet den ned og begynder at løbe mod udgangen hvor vi måtte begynde at løbe, fik jeg endnu et tilråb angående min svømmetid, som da også viste sig at være over al forventning. 1:12, som også er ny PR på distancen – den første af flere på samme dag :o)
Cykelturen gik godt. Jeg holdt et fint tempo på ca. 28km/timen i snit, så det var ganske fint og havde en rigtig god oplevelse med disciplinen. Jeg havde kun en enkelt gang forinden kørt samme distance og det i regnvejr og med en pause halvvejs, så turen i søndags må også kategoriseres som PR på distancen ;o) – Ja det var uden tvivl en festdag! Anden runde gik bedre en forventet og før jeg anede det var jeg tilbage i byen og det var snart tid til det jeg havde frygtet hele dagen. LØBET!
Ved T2 afleverede jeg min cykel og fandt vej ind i teltet hvor jeg kunne skifte sko og gøre mig klar til dagens sidste disciplin. Jeg oplevede ingen stress i sidste skiftezone og endte da også med at bruge over 8minutter herinde – aner ikke hvad jeg har brugt tiden på, men var da klædt på og klar da jeg begyndte løbeturen. Benene var tunge, på trods af jeg de sidste 10km på cyklingen havde slækket på belastningen og prøvet at løsne op i benene. Men hurtigt fandt jeg da en form for rytme hvor jeg tillod mig selv at gå igennem alle depoterne for at fylde væske og energi på, samt pjaske vand ud over mig selv når jeg fik det for varmt. Løbet begyndte rigtig godt, men jo længere jeg løb, jo langsommere gik det og jo mere var jeg nede at gå. Var dog på intet tidspunkt i tvivl om at jeg nok skulle komme i mål.
Undervejs på løbeturen havde flere veninder og venner, samt familien placeret sig på ruten, hvor de hver især har fortjent en medalje i hep, for det var da fantastisk med den opbakning, som de leverede. Og så alle dem som ikke kendte mig som stadig heppede, som om jeg var ved at vinde guld. Især var jeg begejstret for en dame helt ude på ovenpå de toldfri boder, som virkelig lagde al sin energi i at heppe på os triatleter. FANTASTISK! Derudover var det alt for fedt at løbe forbi dem jeg kendte fra tri-holdet, som hver især havde overskud til et smil, et håndtegn eller en opmuntrende bemærkning. Tak for det :o) Da jeg på løbet bevægede mig ud på 3. omgang rundede jeg også endnu en PR på dagen, da dette var det længste jeg nogensinde havde løbet. Så for hver meter jeg derefter bevægede mig, kunne jeg lægge distance til min PR, hvilket også var små sejre, som på det tidspunkt var uundværlige :o)
Og så skete der det at jeg løb ind på sidste omgang af løbet og lige pludselig var der under 10km igen. Målet virkede indenfor rækkevidde og jeg overhalede og blev overhalet på skift at en af pigerne fra tri-holdet, hvilket var en fantastisk motivation. (og ja, jeg kom først ;o)…) Men målet nærmede sig og før jeg vidste af det var de 226km, som blev tilbagelagt ved at være overstået. Jeg havde nydt dagen og havde overskud, men glædede mig samtidig til at krydse målstregen og bevise overfor mig selv og alle andre at det kunne lade sig gøre :o) – og her opnåede jeg så dagens sidste PR. Jeg gennemførte en Ironman i tiden 13timer og 29min. Det var en fantastisk følelse at krydse målstregen og ikke mindst få en medalje om halsen af Rasmus Henning!!!
Det var en fantastisk oplevelse herefter at komme ind i målområdet og blive mødt med kram, først af træneren, som meget entusiastisk råbte om jeg så var med igen næste år. Og svaret var jeg ikke i tvivl om. Det var min første Ironman, men bestemt ikke den sidste. Så ja, jeg er med igen næste år og ønsker ikke at lave andet end at træne med tri-holdet, så medlemskabet er forlænget og glæder mig allerede til nye udfordringer :o)
Det har været et fantastisk år med mange op og nedture, men det jeg står tilbage med er en lykkefølelse og et kendskab til egen vilje og evner, som er uvurderlig og som jeg ikke vil bytte for noget. Så det jeg troede skulle være et enkelt år, er blevet en livsstil og noget jeg ikke ønsker at give slip på igen :o) – og dette har meget at gøre med de fantastiske mennesker, som jeg har trænet med det seneste år. Det har været en fornøjelse at lære jer at kende og jeg glæder mig utrolig meget til at fortsætte den gode udvikling med jer de næste mange måneder :o)
Tak, fra en Ironwoman, som er meget taknemmelig for denne oplevelse!
- Majbritt
