RACEDAY i morgen!!

Jeg husker ikke særlig godt dagen før raceday sidste år, men formoder at jeg havde det meget som jeg har det nu. Jeg er utålmodig fordi jeg er klar. Min forberedelse har været god, jeg har pakket, jeg har ordnet cykel og dæmonerne i hovedet er væk for nu og jeg tror jeg kan holde dem på afstand i morgen.
Jeg tuder til OL når nogen vinder en medalje og får tårer i øjnene når jeg tænker på da jeg løb i mål sidste år til CC og kommer med garanti til at tudbrøle når jeg når målstregen i morgen. Jeg har prøvet at visualisere dagen i morgen så mange gange at jeg nu også drømmer om det om natten og jeg ved præcis hvad jeg skal hvornår. Jeg har sat mig et mål og så et mål hvis det første ikke kan nås og så et mål hvis det andet ikke kan nås og så lidt flere af den slags, så sandsynligheden for succes er større. Men dagens største mål går jeg ikke på kompromis med og det er at dagen skal nydes! Smerten vil komme og dæmonerne vil sige jeg skal give op, men forbereder mig på at hygge mig med dem og nyde dagen!

Skrev sammen en træningskammerat, som gav mig følgende strategi til i morgen:

'Bare tænk på i morgen skal du grine, græde og lide.. Æde dig selv helt inde fra og hvert et ben op.. Når dagen er overstået er alt tilladt. Bare lige i det øjeblik må du ikke kigge dig tilbage!! Bare træd, løb og ÆDDDDDD dig selv!'

Og det har jeg tænkt mig at gøre!!

Jeg er spændt, jeg glæder mig og jeg ved jeg kan gøre det!!!

Nerverne er kommet på besøg...

Nu er der efterhånden ikke længe til på søndag og nerverne sidder nu uden på tøjet. Jeg er spændt og jeg glæder mig, men de indre dæmoner prøver at så tvivl på egne evner, så rent psykisk kæmper jeg med at få dem til at holde kæft. Spørgsmål som 'Hvad nu hvis...det ene eller det andet' bliver ved med at dukke op og fokus forsvinder hermed fra hvad jeg ved jeg kan.

Det sidste træningstøj der skal bruges på søndag er nu rent, de sidste indkøb er planlagt (mangler energi til søndag) og cyklen skal bare klargøres en sidste gang og så er jeg klar. Så nu må det faktisk godt blive søndag.

Jeg har taget en beslutning om at denne ironman bliver den sidste i denne omgang, da der er mange andre ting jeg også gerne vil. Men det betyder også at jeg på søndag skal huske at nyde dagen endnu mere. Nyde svømningen, cyklingen, løbet og alle de smerter, følelser og tårer, som uden tvivl vil kigge forbi på dagen. Jeg glæder mig meget til alle tre discipliner, men glæder mig allermest til at løbe på opløbsstrækningen for dernæst at krydse målstregen :)

Og så vil jeg endnu en gang opfordre folk til at komme ud og heppe! Alle der hepper er bare med til at gøre denne dag endnu bedre :)