I går var dagen hvor første og største test indtil videre skulle stå. I lørdags var jeg ude at aflevere min cykel og gik temmelig mut derfra. Nerverne havde meldt sin ankomst og jeg begyndte at tvivle på mig selv takket være de indre dæmoner, som så sødt påpegede alt det jeg ikke er så god til. Så dem sloges jeg med resten af dagen og kl. 21 takkede jeg af og kravlede i seng for at nå at få sovet bare nogenlunde igennem inden den store dag. Alarmen ringede så kl. 03.20 og begyndte natten/dagen med lige at ringe til en tri-veninde for at fortælle at jeg var kommet godt ud af sengen. Dernæst stod den på en ordentlig omgang morgenmad samt masser af væske inden jeg pakkede det sidste sammen og drog hjemmefra omkring kl.4.00. (skønt som s-tog ikke kører særlig tit på den tid af døgnet)
Kl. 5.00 ankom vi til pladsen og kunne fastslå at vejret ikke kunnet have været bedre. Der var absolut vindstille og solen skinnede svagt over området. Endnu en gang begyndte de små dæmoner at snakke til mig, men havde heldigvis nok at se til med at få gjort alt klar så jeg kunne spare mig selv for at bruge for lang tid i skiftezonen undervejs. Og da der kun var opstillet 5 toiletter til 500 triatleter, så kunne jeg også bruge lidt tid på at stå i kø der inden start.
Så tiden gik hurtigt og inden jeg fik set mig om var det tid til at få våddragten på og stille klar til start. Grundet lidt forvirring ved starten fik jeg ikke hørt hvad der blev sagt(nok også pga. ørepropper), men kunne da høre startskuddet først til første gruppe og 2 minutter efter til gruppe 2, som jeg selv var en del af. Vandet var koldt som forventet, men ellers helt stille og uden strøm og bølger, så det var en kæmpe fordel. Til gengæld er jeg stadig utrolig dårlig til at orientere mig under svømning, så lå meget(som i rigtig meget) yderligt i gruppen, og udnyttede derfor ikke den fordel det kan være at ligge i en gruppe. Men kom da ned til der hvor vi skulle vende og tænkte at så kunne jeg da udnytte det på vej tilbage, men der lavede jeg samme trick og endte endnu en gang meget alene. Til gengæld var der jo heller ingen fare for at blive sparket i hovedet :o) Men kom igennem svømmedelen og i en okay tid og nåede endda også at få overdelen af våddragten af inden jeg kom op af vandet. Snublede dog til gengæld idet jeg kom op af vandet, da jeg var mega svimmel, men var ved godt mod og blev heppet på, så det var virkelig fedt :o)
Kom ud i skiftezonen med masser af overskud. Svimmelheden forsvandt hurtigt og jeg fik våddragten helt af, fik spist en halv banan, drukket noget vand, tager strømper, cykelsko og hjelm på og så var det af sted med mig. Vejret var stadig helt fantastisk og nød at komme ud på cyklen op ad Strandvejen med morgensolen over vandet. Fik drejet ind på ruten og kom i gang med den første af fire runder. Det gik godt og i okay tempo og jeg koncentrerede mig om mit eget, selvom jeg blev overhalet af nogle hurtige mænd og et eller andet fjols råbte til mig at jeg var bagud. Heldigvis var der nogle skønne tri-folk og gode venner på ruten, som råbte noget andet, så det hjalp meget, da jeg samtidig prøvede at få de der dæmoner til at tie stille. Efter 50km virkede det, da det der gik op for mig at det her nok skulle lykkes. Jeg kørte med overskud og selvom det var hårdt opad bakke og jeg aldrig før har kørt mere end 70km, så virkede det rigtigt det jeg gjorde. Jeg var hurtigere end forventet på cyklen og ved godt mod da jeg kom tilbage af Strandvejen efter fjerde runde. På det sidste stykke kunne jeg se dem som var i gang med løbet og begyndte også at glæde mig til den del.
Tilbage i skiftezonen fik jeg parkeret cyklen og gjort klar til løb, samt indtaget lidt energi. Og kom så ud på løberuten til en bror, som hoppede og dansede og heppede helt vildt. Løbet gik langsomt, men løb da trods alt. Lige indtil de omkring 5km, hvor jeg fik en hjerneblødning og fandt det smart at jeg lige skulle gå lidt. Dette gjorde jeg så igen efter 6km og efter 8km og derefter tror jeg ikke jeg har tal på hvor ofte jeg var nede at gå. Dette betød at mit løb sammenlagt aldrig rigtig fandt en rytme og jeg endte med at løbe det langsomste jeg nogensinde har løbet. Til gengæld fik jeg undervejs et kæmpe kram af en tri-kammerat, hvilket var utrolig opløftende og selvom jeg var skuffet over mit løb, så kom jeg i mål og fik en fin medalje om halsen, samt store kram fra mor, bror og en god tri-veninde, som også undervejs havde heppet flot på mig! Og når jeg i dag ser tilbage på det, så er der jo klart nogle ting som kan forbedres, men det er med smil og stolthed over egen formåen at jeg vil huske dagen! Derudover så fik jeg dæmonerne til at holde kæft og ved at jeg er sejere end de fortæller mig!
Og så skal jeg have indkodet en anden sang, for meget af turen når dæmonerne talte, så tænkte jeg på ’Find Nemo’, hvor Nemos nye veninde synger: Bare svømme, bare svømme, bare svømme, svømme svømme… - og ja den kan også bruges til cykling og løb ;o)
Men tak til alle som var med til at gøre det til en rigtig fed dag på den ene eller den anden måde. Er meget taknemmelig for at jeg gik derfra med en rigtig god oplevelse og nød dagen, som jeg blev fortalt inden jeg gik i gang at det i hvert fald var det vigtigste :o)
