Så er jeg i gang igen...

...og det er da nærmest hårdere end sidste år. Motivationen er svær at finde for tiden og med en Kreutzer-diæt med et minimum af kulhydrater, så er overskuddet også godt begravet.

Men ja, jeg er i gang igen og i løbet af det næste år skal der knokles frem mod Rotterdam Marathon d. 15. april, derefter mod Øresund Challenge d. 1.juli og sidst, men absolut ikke mindst, så skal Challenge Copenhagen gennemføres på under 12 timer!

Så der er nok at gå i gang med. Fokus for mig de første par måneder bliver dog at komme af med de ekstra kilo der gennem årene har sat sig fast på min krop. Har allieret mig med en meget dygtig diætist og forhåbentlig har jeg smidt 15 kg indenfor de næste måneder.

Samtidig har jeg ekstra fokus på mit løb, da det var det, som gik dårligst sidste år, hvis man kigger på forudsætninger og resultater. Så der skal løbes i frost, sne, slud og andet spændende vejr i løbet af denne vinter og alle er velkomne til at komme med :)

Jeg havde stor glæde af min blog sidste år, da den gav en masse stof til eftertanke. Og derudover var den god at have de dage hvor træningen ikke helt samarbejdede, for så kunne man trods alt læse om de dage, som gik bedre. Så derfor har jeg valgt at fortsætte med denne blog - dog med et nyere design ;) Smart skal det være...!

Min største fysiske udfordring til dato..

Så kom dagen endelig.. Og som de fleste nok allerede ved, så gik det godt!

For at spole lidt tilbage, så begynder vi allerede om onsdagen hvor jeg sidst skrev herinde. Den dag var fyldt med mange følelser, både gode og dårlige og jeg var en smule rørstrømsk hele dagen. Torsdagen var ikke meget bedre, men dagen gik dog noget hurtigere da jeg også skulle begynde på det nye arbejde, hvor jeg blev budt flot velkommen med rosende ord om den kommende store udfordring et par dage fremme. Da arbejdsdagen var veloverstået og de nye indtryk overhovedet ikke kunne bundfalde, tog jeg direkte ind på rådhuspladsen for at få hentet mit startnummer. Fik udleveret poser og andet godt og mere stress fandt vej til mit sind. Nu var det altså ved at være…
Fredagen gik igen hurtigt med arbejde og efterfølgende reception for min bror og sidst men ikke mindst pasta party på hotel bella sky. I løbet af tiden til pasta party var der forskellige indslag på scenen og heriblandt også Thorbjørn Sindballe, som jeg personligt er ret fascineret af. Han sagde mange gode ting, men jeg husker desværre kun meget lidt, da hovedet allerede var fyldt til randen med alt muligt andet. Men jeg husker at han sagde noget i stil med at hvis vi ikke nåede andet søndag, så havde vi i hvert fald en aftale med ham på målstregen kl.23. Dette blev for mig et godt udgangspunkt for søndagen.. Thorbjørn Sindballe venter på mig :o)

Fredag aften gik med at smide alt det jeg skulle bruge om søndagen ud på stuegulvet og herefter prøve at få orden i sagerne, få numre på det der skulle numre på og få pakket tingene i poser og derefter tidligt i seng. Sov fantastisk den nat og kom tidligt op lørdag og fik styr på cyklen, fik handlet til de næste par dage og det blev hurtigt tid til at komme til Amager med cyklen og løbsposen. Fulgtes med en tri-veninde derud og husker ikke meget af det vi snakkede om, for det eneste der fyldte i hovedet var: NU ER DER UNDER ET DØGN TIL!!!

Men cyklen blev afleveret og efterfølgende spiste vi en stor is, inden vi fandt hjem til nordvest og herefter gik resten af tiden frem mod CC i slow. Det var svært at finde ud af hvad tiden skulle bruges på, for alt var pakket og jeg havde en klar fornemmelse af, at nu var jeg klar. Har tidligere haft svært ved at vurdere hvornår jeg egentlig var klar, for synes det er svært at svare på, men lørdag aften var jeg ikke i tvivl! Rendte på en tri-ven da vi afleverede vores cykler og han nåede at sige inden vi tog fra Amager at vi godt kunne forberede os på den værste nat nogensinde og at vi ikke ville få sovet… Jeg troede jeg var smart, da jeg kravlede i seng kl. 20.00, for det skulle han da ikke have ret i, men det fik han.

Tror aldrig jeg har sovet så ringe, men var alligevel ikke træt da jeg om morgenen (kl.3.30) vågnede før alarmen. Jeg var klar!

Spiste min morgenmad og fik tjekket efter en sidste gang om jeg nu også havde det hele og gik kl. 4.45 hen til en tri-veninde som jeg skulle køre med derud. Omkring kl. 5.30 ankom vi til pladsen og fik gjort cykler klar, nåede en sidste gang på toilettet, fik kravlet i våddragten og afleveret de sidste to poser (den ene med vores cykelting og den anden med ting til efter racet). Derudover fik jeg talt med nogle af pigerne fra holdet, ønsket dem omkring mig en god dag og så var jeg klar til start… Gik ned mod vandet og kunne derfra se alle pro’erne blive sendt af sted kl. 7.00 og kort tid derefter var det vores tur…

Jeg var fyldt med spænding og tanker om at huske at nyde det. Frygt for at noget skulle gå galt, men alligevel med en overbevisning om at jeg nok skulle komme godt igennem dagen. Var lukket inde i mine egne tanker. Enkelte smil og kram blev delt inden starten og Hr. Rørbæk råbte så alle kunne høre det. Det var fantastisk og jeg kunne næsten ikke vente med at komme af sted. Så lød vores startskud og vi løb (dog med ynde mere end tempo) ud i vandet. Nu var der ingen vej tilbage…
Svømningen gik jo godt, men undervejs havde jeg en konstant følelse af at jeg ikke levede op til egne forventninger. De fødder jeg prøvede at ligge bagved forsvandt gang på gang, jeg svømmede skiftevis på den ene og den anden side af flokken og halvvejs på svømmeturen var der flere meter op til dem foran og blev overhalet af mange mænd fra startgruppen efter os. Dog var det meget begrænset hvor mange mænd fra startgruppen med fitnessdk (som begyndte 20min efter mig) der overhalede mig, så med det udgangspunkt tænkte jeg at det da ikke kunne være helt skidt. Da jeg endelig kommer op af vandet bliver der da også råbt: Godt svømmet! Er stadig ikke overbevist over svømmepræstation, men tænker at det nok er gået ok. Jeg koncentrerer mig i stedet om at komme ud af svømme-outfit og hen i cykel-dress ;o)

Får styr på alle småting og tænker at det nu skal blive ganske godt at komme ud på cyklen. Bliver dig et øjeblik i tvivl om hvorvidt vest er nødvendig på cykelturen, så vælger at tage den på og fortrød det bittert alle 180km, men så blev jeg da det klogere ;o) Kommer i hvert fald ud af teltet i T1 og hen til cyklen og da jeg endelig får pillet den ned og begynder at løbe mod udgangen hvor vi måtte begynde at løbe, fik jeg endnu et tilråb angående min svømmetid, som da også viste sig at være over al forventning. 1:12, som også er ny PR på distancen – den første af flere på samme dag :o)
Cykelturen gik godt. Jeg holdt et fint tempo på ca. 28km/timen i snit, så det var ganske fint og havde en rigtig god oplevelse med disciplinen. Jeg havde kun en enkelt gang forinden kørt samme distance og det i regnvejr og med en pause halvvejs, så turen i søndags må også kategoriseres som PR på distancen ;o) – Ja det var uden tvivl en festdag! Anden runde gik bedre en forventet og før jeg anede det var jeg tilbage i byen og det var snart tid til det jeg havde frygtet hele dagen. LØBET!
Ved T2 afleverede jeg min cykel og fandt vej ind i teltet hvor jeg kunne skifte sko og gøre mig klar til dagens sidste disciplin. Jeg oplevede ingen stress i sidste skiftezone og endte da også med at bruge over 8minutter herinde – aner ikke hvad jeg har brugt tiden på, men var da klædt på og klar da jeg begyndte løbeturen. Benene var tunge, på trods af jeg de sidste 10km på cyklingen havde slækket på belastningen og prøvet at løsne op i benene. Men hurtigt fandt jeg da en form for rytme hvor jeg tillod mig selv at gå igennem alle depoterne for at fylde væske og energi på, samt pjaske vand ud over mig selv når jeg fik det for varmt. Løbet begyndte rigtig godt, men jo længere jeg løb, jo langsommere gik det og jo mere var jeg nede at gå. Var dog på intet tidspunkt i tvivl om at jeg nok skulle komme i mål.

Undervejs på løbeturen havde flere veninder og venner, samt familien placeret sig på ruten, hvor de hver især har fortjent en medalje i hep, for det var da fantastisk med den opbakning, som de leverede. Og så alle dem som ikke kendte mig som stadig heppede, som om jeg var ved at vinde guld. Især var jeg begejstret for en dame helt ude på ovenpå de toldfri boder, som virkelig lagde al sin energi i at heppe på os triatleter. FANTASTISK! Derudover var det alt for fedt at løbe forbi dem jeg kendte fra tri-holdet, som hver især havde overskud til et smil, et håndtegn eller en opmuntrende bemærkning. Tak for det :o) Da jeg på løbet bevægede mig ud på 3. omgang rundede jeg også endnu en PR på dagen, da dette var det længste jeg nogensinde havde løbet. Så for hver meter jeg derefter bevægede mig, kunne jeg lægge distance til min PR, hvilket også var små sejre, som på det tidspunkt var uundværlige :o)

Og så skete der det at jeg løb ind på sidste omgang af løbet og lige pludselig var der under 10km igen. Målet virkede indenfor rækkevidde og jeg overhalede og blev overhalet på skift at en af pigerne fra tri-holdet, hvilket var en fantastisk motivation. (og ja, jeg kom først ;o)…) Men målet nærmede sig og før jeg vidste af det var de 226km, som blev tilbagelagt ved at være overstået. Jeg havde nydt dagen og havde overskud, men glædede mig samtidig til at krydse målstregen og bevise overfor mig selv og alle andre at det kunne lade sig gøre :o) – og her opnåede jeg så dagens sidste PR. Jeg gennemførte en Ironman i tiden 13timer og 29min. Det var en fantastisk følelse at krydse målstregen og ikke mindst få en medalje om halsen af Rasmus Henning!!!

Det var en fantastisk oplevelse herefter at komme ind i målområdet og blive mødt med kram, først af træneren, som meget entusiastisk råbte om jeg så var med igen næste år. Og svaret var jeg ikke i tvivl om. Det var min første Ironman, men bestemt ikke den sidste. Så ja, jeg er med igen næste år og ønsker ikke at lave andet end at træne med tri-holdet, så medlemskabet er forlænget og glæder mig allerede til nye udfordringer :o)

Det har været et fantastisk år med mange op og nedture, men det jeg står tilbage med er en lykkefølelse og et kendskab til egen vilje og evner, som er uvurderlig og som jeg ikke vil bytte for noget. Så det jeg troede skulle være et enkelt år, er blevet en livsstil og noget jeg ikke ønsker at give slip på igen :o) – og dette har meget at gøre med de fantastiske mennesker, som jeg har trænet med det seneste år. Det har været en fornøjelse at lære jer at kende og jeg glæder mig utrolig meget til at fortsætte den gode udvikling med jer de næste mange måneder :o)

Tak, fra en Ironwoman, som er meget taknemmelig for denne oplevelse!

-          Majbritt

De sidste dage….

Det er jo ganske ulideligt det her. Den konstante venten, den sidste forberedelse, pastaspisning, afslapning, mentaltræning og vigtigst af alt de sidste korrektioner af dagens taktik. Sidstnævnte bliver dog også blot tænkt som ren overlevelse i sidste ende. Spørgsmålet: Hvad så, er du klar? – klinger hyppigt i mine ører og jeg kan helt ærligt ikke svare på det. Jeg har forberedt mig i en evighed og når det spørgsmål så kommer, så føler jeg ikke jeg har forberedt mig nok..

Men når det kommer til stykket så kunne jeg ikke have gjort meget mere end jeg allerede har gjort og mest af alt glæder jeg mig til denne oplevelse. Glæder mig til at nyde dagen og til at blive presset. Jeg har visualiseret hvordan jeg krydser målstregen og har tænkt mig at give alt hvad jeg har for at det må lykkes.

En tri-veninde kaldte denne uge for ego-ugen og det må man give hende ret i at det er. I hvert fald også for mig. Tænker konstant på egne lyster og behov ift. træning og afslapning, spisning og sengetider. Vil gerne selv diktere hvordan mit dagsprogram skal se ud og hvis kroppen er træt, så skal den jo have søvn. Jeg oplever mig selv som værende en smule zombie-agtig. Noget i stil med: MÅ HA’ IRONMAN!! Glæder mig helt vildt til dagen, til svømningen, til cyklingen, (ikke så meget) til løbet, men glæder mig mest til at gennemføre! :o)

Jeg er stadig meget følelsesladet omkring det her projekt og tuder til tider umotiveret fordi jeg lige kommer i tanke om noget jeg enten ikke kan overskue, noget jeg glæder mig til eller værst af alt det scenarie at der skulle ske noget så det ikke lykkes…

Så om jeg er klar er stadig et vidt begreb og det er svært at sige, når jeg jo egentlig ikke helt ved hvad det er jeg går ind til. Men om jeg glæder mig? Ja det kan du lige bande på jeg gør!

Så kom ud og hep på søndag.. Ikke kun på mig, men på alle de fantastiske mennesker, der for mange måneder siden, ligesom jeg selv, satte sig for at de ville træne op til og gennemføre en ironman. Klap, hep og råb som gale både af dem, der er hurtige, men ligeså højt af dem som kommer senere i mål.

Jeg er selv en af dem som kommer lidt senere i mål, men for mig betyder det mere, at jeg ved hvor meget jeg har rykket mig de sidste 11mdr. Kunne ikke svømme crawl, havde aldrig siddet på en racer og da slet ikke ligget i en tribøjle og det der løb gik da heller ikke for godt, men jeg har allerede nu gennemført en ½ ironman og på søndag har jeg tænkt mig at gennemføre en hel!

SÅ KOM NU UD OG HEP :o) – om 3 dage, 20 timer og 25 min…..

Synes tiden går temmelig stærkt…

Jeg glæder mig stadig meget og bliver ekstremt rørstrømsk hver gang jeg tænker over mine håb og drømme for dagen. Men samtidig må jeg tilføje at jeg oplever det enormt angstprovokerende at se dagen rykke stille og roligt tættere på. Synes også at jeg selv i takt med at presset øges bliver lidt mere umulig at være i nærheden af. Kan opleve mig selv som værende fraværende i samspil med andre mennesker, da tankerne fra tid til anden vandrer og dæmonerne fortæller mig at jeg ikke kan. Håber jeg har formået at skjule det, men alligevel undskyld til dem omkring mig! Det er slut med den slags om to ugers tid lover jeg! Jeg arbejder meget med viljen for tiden og visualiserer i tide og utide det at stå med medaljen om halsen. Ved hvad det vil betyde for mig at gennemføre, men ved ikke før på dagen hvad det egentlig kræver af mig. Håber for alt i verden at det lykkes, for har i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at ændre meget mere ift. formen. En sidste lang tur i morgen og så står den efterhånden på nedtrapning af træning.

Overhørte en gang et foredrag hvori det blev anbefalet, at man sætter flere mål for succes for sig selv, så det skal gøres inden jeg stiller til start d.14. august :o)

Hvis man skulle kede sig i løbet af dagen, så er klap og hep mere end velkommen, så kom frisk! :o)

Om under 4 uger går det løs…

..og jeg glæder mig ubeskriveligt meget! Ved ikke hvordan jeg skal sætte ord på det som fylder inden i mig for tiden. Det er både glæde og frygt for det som skal ske. Det er tvivl på egne evner, men også tro på at viljen er stærk og at det kan tage mig langt. Det er tårer i øjnene når Aleksandar Markovic i sin blog for nylig forklarede det således: ’At køre ironman er en dyb personlig rejse hvor man i processen vil møde sine drømme, sin frygt, sine bekymringer og hvad ens forstand ellers reflekterer i løbet af de 226 kilometer fordelt på svømning, cykling og løb som kaldes en ironman – og det er alt sammen bare noget vi leger.’ Og en ting er hvad der kommer til at flyve igennem hovedet på dagen, men lige nu synes jeg også det fylder meget.

Jeg er så opsat på at dette skal lykkes at alt andet vil være en fiasko i mine øjne. Man kan diskutere om det er den rette indstilling, men det er trods alt det som fylder pt. Jeg har kæmpet for lige præcis denne dag i SÅ lang tid og kæmper stadig og muligheden for at det måske ikke vil lykkes eksisterer ikke som en lykkelig slutning i min verden. Jeg har mange håb og drømme for denne dag og ønsker for alt i verden at de bliver indfriet. Jeg har ingen børn og har ikke prøvet at vente spændt i 9 måneder på at byde en baby velkommen til verden, men jeg har trænet til det her i nu næsten 10 måneder og det er min baby.

Så i øjeblikket regerer kaos i mit hoved, men træningen går som den skal…eller næsten. Svømmede sidste søndag den fulde distance på de 3,8km og samme distance blev tilbagelagt i dag og den del er jeg i hvert fald ikke det mindste bekymret for at jeg nok skal klare flot :o) og så skal de sidste to discipliner nok følge med, for føler i hvert fald at selvom dagen rykker tættere og tættere på, så skal jeg nok nå at blive klar og jeg skal nok gennemføre og afslutte dagen med guld om halsen! :o)
Lidt rodede tanker blev det til i denne omgang, men det betegner nok meget godt den proces jeg oplever lige nu…

Så nåede jeg så langt ;o)

I går var dagen hvor første og største test indtil videre skulle stå. I lørdags var jeg ude at aflevere min cykel og gik temmelig mut derfra. Nerverne havde meldt sin ankomst og jeg begyndte at tvivle på mig selv takket være de indre dæmoner, som så sødt påpegede alt det jeg ikke er så god til. Så dem sloges jeg med resten af dagen og kl. 21 takkede jeg af og kravlede i seng for at nå at få sovet bare nogenlunde igennem inden den store dag. Alarmen ringede så kl. 03.20 og begyndte natten/dagen med lige at ringe til en tri-veninde for at fortælle at jeg var kommet godt ud af sengen. Dernæst stod den på en ordentlig omgang morgenmad samt masser af væske inden jeg pakkede det sidste sammen og drog hjemmefra omkring kl.4.00. (skønt som s-tog ikke kører særlig tit på den tid af døgnet)

Kl. 5.00 ankom vi til pladsen og kunne fastslå at vejret ikke kunnet have været bedre. Der var absolut vindstille og solen skinnede svagt over området. Endnu en gang begyndte de små dæmoner at snakke til mig, men havde heldigvis nok at se til med at få gjort alt klar så jeg kunne spare mig selv for at bruge for lang tid i skiftezonen undervejs. Og da der kun var opstillet 5 toiletter til 500 triatleter, så kunne jeg også bruge lidt tid på at stå i kø der inden start.

Så tiden gik hurtigt og inden jeg fik set mig om var det tid til at få våddragten på og stille klar til start. Grundet lidt forvirring ved starten fik jeg ikke hørt hvad der blev sagt(nok også pga. ørepropper), men kunne da høre startskuddet først til første gruppe og 2 minutter efter til gruppe 2, som jeg selv var en del af. Vandet var koldt som forventet, men ellers helt stille og uden strøm og bølger, så det var en kæmpe fordel. Til gengæld er jeg stadig utrolig dårlig til at orientere mig under svømning, så lå meget(som i rigtig meget) yderligt i gruppen, og udnyttede derfor ikke den fordel det kan være at ligge i en gruppe. Men kom da ned til der hvor vi skulle vende og tænkte at så kunne jeg da udnytte det på vej tilbage, men der lavede jeg samme trick og endte endnu en gang meget alene. Til gengæld var der jo heller ingen fare for at blive sparket i hovedet :o) Men kom igennem svømmedelen og i en okay tid og nåede endda også at få overdelen af våddragten af inden jeg kom op af vandet. Snublede dog til gengæld idet jeg kom op af vandet, da jeg var mega svimmel, men var ved godt mod og blev heppet på, så det var virkelig fedt :o)

Kom ud i skiftezonen med masser af overskud. Svimmelheden forsvandt hurtigt og jeg fik våddragten helt af, fik spist en halv banan, drukket noget vand, tager strømper, cykelsko og hjelm på og så var det af sted med mig. Vejret var stadig helt fantastisk og nød at komme ud på cyklen op ad Strandvejen med morgensolen over vandet. Fik drejet ind på ruten og kom i gang med den første af fire runder. Det gik godt og i okay tempo og jeg koncentrerede mig om mit eget, selvom jeg blev overhalet af nogle hurtige mænd og et eller andet fjols råbte til mig at jeg var bagud. Heldigvis var der nogle skønne tri-folk og gode venner på ruten, som råbte noget andet, så det hjalp meget, da jeg samtidig prøvede at få de der dæmoner til at tie stille. Efter 50km virkede det, da det der gik op for mig at det her nok skulle lykkes. Jeg kørte med overskud og selvom det var hårdt opad bakke og jeg aldrig før har kørt mere end 70km, så virkede det rigtigt det jeg gjorde. Jeg var hurtigere end forventet på cyklen og ved godt mod da jeg kom tilbage af Strandvejen efter fjerde runde. På det sidste stykke kunne jeg se dem som var i gang med løbet og begyndte også at glæde mig til den del.

Tilbage i skiftezonen fik jeg parkeret cyklen og gjort klar til løb, samt indtaget lidt energi. Og kom så ud på løberuten til en bror, som hoppede og dansede og heppede helt vildt. Løbet gik langsomt, men løb da trods alt. Lige indtil de omkring 5km, hvor jeg fik en hjerneblødning og fandt det smart at jeg lige skulle gå lidt. Dette gjorde jeg så igen efter 6km og efter 8km og derefter tror jeg ikke jeg har tal på hvor ofte jeg var nede at gå. Dette betød at mit løb sammenlagt aldrig rigtig fandt en rytme og jeg endte med at løbe det langsomste jeg nogensinde har løbet. Til gengæld fik jeg undervejs et kæmpe kram af en tri-kammerat, hvilket var utrolig opløftende og selvom jeg var skuffet over mit løb, så kom jeg i mål og fik en fin medalje om halsen, samt store kram fra mor, bror og en god tri-veninde, som også undervejs havde heppet flot på mig! Og når jeg i dag ser tilbage på det, så er der jo klart nogle ting som kan forbedres, men det er med smil og stolthed over egen formåen at jeg vil huske dagen! Derudover så fik jeg dæmonerne til at holde kæft og ved at jeg er sejere end de fortæller mig!  

Og så skal jeg have indkodet en anden sang, for meget af turen når dæmonerne talte, så tænkte jeg på ’Find Nemo’, hvor Nemos nye veninde synger: Bare svømme, bare svømme, bare svømme, svømme svømme… - og ja den kan også bruges til cykling og løb ;o)

Men tak til alle som var med til at gøre det til en rigtig fed dag på den ene eller den anden måde. Er meget taknemmelig for at jeg gik derfra med en rigtig god oplevelse og nød dagen, som jeg blev fortalt inden jeg gik i gang at det i hvert fald var det vigtigste :o)

Så er det på søndag….

….at formen skal testes og jeg finder ud af om jeg er så sej, som jeg selv går og synes jeg er ;o) Der har været mange andre ting der har fyldt på det sidste. Siden sidst har jeg endnu en gang haft hold i nakken og har været ved kiropraktor igen af flere omgange, men han har heldigvis sagt god for at jeg stiller op til Øresund Challenge og det er jeg meget taknemmelig for! Dog vil han gerne se mig efter!

Derudover har jeg skiftet job. Eller det vil sige jeg har sagt op og fået noget andet, men begynder først lige op til Copenhagen Challenge på det nye job. Måske ikke den bedste planlægning ;o) Men det bliver en udfordring og glæder mig til at begynde nyt arbejde. Dog vil jeg også savne det andet rigtig meget. Det var rigtig hårdt at sige farvel til alle eleverne i går, men kan da glædes over at jeg nu har ferie og masser af tid til at træne!

Men tilbage til udgangspunktet. På søndag kl. 5.00 møder jeg op til Øresund Challenge og får styr på de sidste småting inden jeg kl. 6.30 med nr. 45 skrevet på min hånd står klar til at svømme 1,9km, derefter cykle 90km og sidst, men bestemt ikke mindst, så skal der løbes en halvmaraton, før jeg kan sige tak for i dag og forhåbentlig stå med en medalje om halsen. Målet er 6½time, men samtidig er det for mig at se et træningspas frem mod den store dag i august, så vil helst ikke gå derfra med skader pga. overanstrengelse. Men håber bare at jeg på søndag kan kalde mig selv frk. ½ ironman.

Så kom endelig og klap og hep hvis du ikke ellers ved hvad søndagen skal bruges på. Vil være evigt taknemmelig for nogle opmuntrende ord undervejs :o)

Tjek http://www.oeresund-challenge.dk/ for information omkring gode steder at klappe!

Endnu en gang lang tid siden sidste blog…

Der er sket meget i mellemtiden kan jeg da så fortælle J - dog bliver det kort denne gang..

1.       Har været i havet med våddragten to gange. Første gang blev kun en lille tur for at mærke vandet, men så i går stod den på 1,9km svømning på Øresundsruten med både bølger og tang! Aner ikke hvad tiden lød på, men det vigtigste for mig var også bare at jeg kom igennem distancen og var ikke udkørt, så er ikke længere bange for at jeg nok skal klare svømmedelen smukt!

2.       Har fået fittet min cykel, således at den nu er udstyret med kortere frempind, tri-styr og ny sadel og andre småjusteringer derudover. Men den er i hvert fald giftig nu og har også været ude at køre liggende i tri-styret, så det er fedt J Har været lidt bange for cyklingen udendørs og haft tendens til at bremse nedad bakke, men den dårlige vane er jeg heldigvis sluppet af med nu!

3.       Skinnebensbetændelsen er HELT væk og jeg kan nu igen løbe uden gener! Dog kan det mærkes på farten at jeg ikke har løbet længe, men det skal jeg nok komme efter. Det er bare dejligt ikke at have ondt længere. Har så til gengæld haft bøvl med ryggen og brugt tid og penge på en kiropraktor, hvilket til al held har hjulpet, så håber det forbliver sådan J

4.       Det med ryggen og en forkølelse oveni resulterede desværre i at min minitri d.28.maj måtte aflyses, men det var nok for det bedste den dag.. Er jo heldigvis på toppen igen nu J

5.       Derudover er der nu kun to uger til min ½ironman Øresund Challenge forhåbentlig er veloverstået. Jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med et rigtigt stævne og finde ud af om formen er til det og om jeg har viljen til at overvinde de indre dæmoner, som helt sikkert nok skal fortælle mig at jeg ikke kan.

6.       Sidst men ikke mindst har jeg lært at solcreme er noget man bør bruge til træning i solen. Fik i går en bodypaintet tri-dragt, som desværre ikke kan vaskes af og som i dag har gjort ret ondt. Men solcreme er indkøbt og i morgen kan landevejen bare komme an J

Hvis man ikke har andre planer d. 26. juni, så hopper vi i vandet fra kl.6.30 og hepning på både cykelruten(som er meget tilskuervenlig, da det er samme runde 4 gange) og løbeturen(samme tur 3 gange - og vist nok en ud-hjem-tur, så man kommer forbi 6 gange) tages imod med kys og kram, så kom glad J

Optur vs. Nedtur

Der er gået lang tid siden min sidste update, så dette bliver meget vel en rodet omgang, men håber derimod at få det hele med.

I begyndelsen af april gennemførte jeg min første tri nogensinde. Den bestod af 750m svøm, 30km i sadlen og 5km løb. Ved svømningen fik jeg hovedpine, følte mig svimmel og oplevede det i det hele taget rigtig hårdt. Derudover var jeg også en af de sidste oppe af bassinet, så lå langt fra imponerende i feltet da jeg begyndte min cykeltur – lå nærmest sidst og dem der lå bag mig fra start fik hurtigt overhalet mig og så var jeg sidst. Dette krævede mange lange snakke med de indre dæmoner, men eftersom det kun var tredje gang på cyklen nogensinde, var jeg stolt over, at jeg kom igennem en ret hård og kuperet tur. Sidst men ikke mindst så skulle der løbes. Hr. Rørbæk som står for tri-holdet råbte i sin megafon at jeg selv bestemte om jeg løb en eller to runder (altså 2,5km eller 5km). Første runde var med tunge ben, men i et acceptabelt tempo og da denne var (vel)overstået og jeg løb igennem målfeltet råbte Lise til mig om jeg skulle ud på anden runde og det eneste rigtige svar jeg kunne komme frem til på daværende tidspunkt var: Det kan du regne med! Så ud på anden runde kom jeg med en snakkende Lise ved siden af på en cykel, hvilket var guld værd. Anden runde blev gennemført og min første triatlon var i hus. Tiden skal vi ikke snakke om, for den var ikke imponerende, men var glad for at jeg kom igennem.

Efterfølgende har motivationen været svingende. Jeg havde længe haft et ønske om at få afprøvet de 3,8km, så d.23.april ved et svømmepas, som ikke skulle have været noget særligt føltes kroppen bare lidt for frisk til at hoppe op af bassinet efter 2km. Så jeg fortsatte og på tiden 1.37 og med pullboy mellem lårene blev de 3,8km for første gang tilbagelagt i bassinet. Der er masser af plads til forbedring og der skal nok holdes knap så mange pauser fremover, men det er bare fedt at vide at det faktisk godt kan lade sig gøre uden at jeg smadrer mig selv fuldstændig.

Siden da har jeg haft min anden triatlon. Her gik det mildest sagt dårligt hvis man ser på den samlede præstation. Gennemførte ikke og var på ingen måde tilfreds med egen indsats.

Ser man derimod på de forskellige discipliner hver for sig, så er jeg meget tilfreds med min svømmetid. Var hurtigt oppe af vandet og lå med stabilt tempo under hele svømmedelen. Cykeldelen derimod var hård. Det blæste meget og jeg fik undervejs ondt i lænden og psyken havde det heller ikke for godt efter mange overhalinger. Men igennem den del kom jeg og ude på løbsdelen var hvor jeg gav op. Min lænd gjorde så vanvittig ondt at jeg måtte stoppe. Absolut ikke tilfredsstillende, men meget lærerigt og er nu en erfaring rigere.

Så nu har jeg lige tilmeldt mig endnu en minitri på samme distance d.28.maj og d.26.juni står den på Øresund challenge, som er en halv ironman. :o)

Fremgang på løb!

Så går det også fremad med løbet og det er da det bedste der er sket længe. Der er stadig lang vej til målet, men i onsdags løb jeg 13,16km på tiden 1:18:13 og dette inkl. PR på de 10km :o) Løb 10km på 58min og derefter faldt tempoet en smule, så der er noget at arbejde videre med, men er godt tilfreds ovenpå en lang pause fra løbet.  Har næsten ikke løbet de seneste 3 uger, men så var jeg i Dyrehaven søndag morgen og løb der 7km og mandag aften på Østerbro stadion til nogle lange hårde intervaller à HELT uden at få ondt i skinnebenene, så det er jo for dejligt :o)

Dog skal det tilføjes at jeg ALDRIG igen løber 13km i en gammel sportsBH!! Så nu er der købt ny og jeg glæder mig til sårene heler! – Ja der er mange glæder ved vægttab og træning ;o)

Sidste weekend stod også på cykling udenfor for første gang nogensinde. Det gik over al forventning. Styrtede ikke. Punkterede ikke. Solen skinnede….eller det kunne den godt lige have gjort. Lørdag var bare en lille trilletur med Sabrina, hvor jeg lærte at klikke ind og ud af pedalerne (gentager lige: UDEN at styrte!) og der blev ændret lidt i nogle indstillinger, så jeg nu sidder lidt bedre på cyklen. Søndag stod på den på tur til Rungsted og hjem igen sammen med andre kvinder fra tri-holdet og trods det dårlige vejr (læs: Det stod ned i stænger) så var den en skøn tur og det var fedt at prøve at køre lidt længere :o) Så den succes bliver gentaget igen på søndag :o)

Mht. svømning, så har jeg ikke lige nået de der 3,8km endnu, men skal nok fortælle om det, når det er afprøvet… Nu står den jo på første mini-tri på lørdag, så øver mig i at svømme 750m hurtigst muligt uden pullboy. Var ellers blevet ret glad for det lille hjælpemiddel :o)

Lykken er….

…at kunne træne! Og have overskud til det.. For skal godt nok hive mig selv hårdt i nakken for tiden for at nå alle mine træningspas. Arbejdet presser meget på i denne uge med musical med eleverne og føler ikke jeg når alt det jeg gerne vil. Men har til gengæld fået suppleret med noget hård træning, som crossfit og funktionel træning og elsker følelsen af at have ondt i kroppen efterfølgende. Dog kræver denne slags træning også lidt mere restitution føler jeg, da det er svært at få løbet en tur med så ømme stænger, at man dårligt kan gå op ad trapperne.

Men heldigvis er foråret på vej. Min racer er klar. Svømningen går stadig godt, men bør nok snart udfordre mig selv lidt på det punkt. Tror jeg vil afprøve de 3,8km med pullboy inden ugen er omme! Skinnebenene gør ikke ondt mere og alt i alt, så går det faktisk ret godt. Har min første rigtige triatlon d. 9. april ude i Farum og er spændt på at prøve alle tre skift og er faktisk ret meget i tvivl om hvilken påklædning der vil være bedst på dagen. Men håber da jeg bliver klogere når vi nærmer os. Distancen den dag hedder 750m svømning, 25km cykling og 5km løb, så det burde nok kunne lade sig gøre ;o)

Vores musical er færdig på mandag, så derefter bliver hverdagen igen normal og arbejdstiderne vil igen tillade morgentræning, så ser frem til et forår med masser af cykling og løb i solskin :o)

…og nu er der kun 137 dage til Challenge!!  – men hvem tæller ;o)

Vinterdepression om foråret…

For det kan åbenbart godt lade sig gøre! Det hele bunder i at min bil i fredags gik i stykker og det koster en mindre månedsløn at få den lavet, så det har gjort at der nu hænger en stor sort sky over mit hoved, som uanset hvor meget jeg prøver, bare ikke vil gå væk. Så har valgt at definere disse dage som dette års vinterdepression og håber på snarligt bedre tider. For der må vel være grænser for hvor meget uheld en enkelt person skal stå igennem! For to år siden var det mit cykelstyrt, der resulterede i en brækket kæbe og hage, sidste år havde jeg indbrud i min lejlighed og nu er det bilen den er gal med.

Og hvorfor skriver jeg det så her!? Jamen det gør jeg fordi, jeg oplever det som et stort pres at skulle være økonomisk presset nu her, da det uden tvivl vil resultere i at jeg må gå på kompromis mht. de ting jeg mangler for at kunne fuldføre mit ironman-projekt. Jeg mangler stadig en våddragt, et tri-styr, en cykelhjelm, pedaler til min cykel, en tri-dragt til mine stævner, slanger til når jeg punkterer og diverse former for ernæring til at få mig igennem lange træningspas. Så oplever at der er langt til mål og det ikke så meget pga. fysiske forhindringer.

For i den forbindelse skal det siges at jeg i lørdags havde et træningspas i stil med det fra forrige lørdag. Dette var i sig selv rigtig hårdt og det var endnu en gang fedt at bevise at det var muligt at presse kroppen i flere timer i træk. Begyndte endnu en gang dagen i svømmehallen og her stod den på en ny PR i 2000m crawl med pullboy :o) Klarede denne disciplin på lige knap 50min, så det var virkelig fedt og viser også hvor langt jeg er nået på kun 6mdr.

Mht. løbet, så var jeg hele søndagen til pose running event på Nygårdsvej. Denne event bestod i at skære overflødige bevægelser i løbet væk og optimere fart og teknik, så det fremover måtte føles let at løbe. Det var rigtig interessant og fik lov til at se mig selv løbe både før og efter en god portion tekniktræning. Lærte rigtig meget i løbet af dagen og håber at kunne huske det hele fremover og forhåbentlig forbedre mit løb så meget at jeg til sommer bliver rasende hurtig ;o)

Så trods vinterdepression og dårlig økonomi, så er der da alligevel nogle ting som går godt :o)

Så blev det også prøvet.

I går begyndte min dag med svømning i Bellahøj, som var fyldt med triatleter. Svømmede 2000m med pullboy og 100 uden (bare for lige at se hvordan jeg lå i vandet). Det var et rigtig godt svømmepas og det var det første i badedragt…har svoret til min bikini indtil nu, men da den er blevet for stor og giver mig brandmærker under armene grundet for meget stof, så måtte den kasseres. Så var det jo heldigt at jeg havde en fin og næsten ikke brugt badedragt liggende…eller… For dem som ikke kender mig så godt, skal det siges at jeg rent æstetisk har det mindre godt med at putte min krop i en badedragt, men nok om det. Gennem vandet kom jeg endnu en gang og kunne kravle op af bassinet uden brandmærker under armene og det må siges at være et hit.

Efter en god omgang svømning tog jeg videre til fitnessdk for at sætte mig ind på en cykel i tre timer. Tidligere har disse 3-timers events været med stor fokus på at holde det siddende tempo med nogenlunde stabil puls og kun med enkelte udbrud hvor pulsen peakede (eller husker jeg forkert!?). I går fungerede det i hvert fald på ingen måde sådan. Der blev smadret igennem og kørt hårdt fra start til slut med en instruktør, som havde tendens til at råbe i tide og utide (præcis som en instruktør bør!) Dette betød også at jeg slet ikke fik indtaget nok energi undervejs og da timerne var overstået og det var tid til løb, der var jeg færdig.

Men løbe det skulle jeg da. Havde dog ingen ambitioner om at løbe stærkt, men at tempoet var SÅ langsomt som det var i går kom dog alligevel som en overraskelse og blev svært skuffet over mig selv. Men takket være en god tri-veninde blev det alligevel en god løbetur og solen skinnede, så fik løbet 8km og kom tilbage til fitnessdk med en god fornemmelse.

Det var første gang jeg prøvede alle tre ting i den rigtige (set med tri-øjne) rækkefølge og på trods af problemer på løbedelen oplevede jeg alligevel dagen som en succes. Og hvad har jeg så lært… Jamen jeg ved nu hvor meget min krop den egentlig kræver af energi og at jeg bliver nødt til at give den hvad den har brug for. Yderligere har jeg nogle indre dæmoner jeg skal tale med fra nu af og til august om hvorledes de skal have lov til at påvirke mig på løbet når jeg bliver presset. Men er ved godt mod og er sikker på jeg bliver klar til sommerens tri-stævner. Har mit første stævne d.9.april :o)

Næste uge kommer til at have fokus på cykling, svømning og styrketræning. Mine skinneben er begyndt at gøre ondt igen, så holder en mindre pause fra løbet og satser på at det afhjælper en evt. behandling hvis det skulle sætte sig som skinnebensbetændelse. Og så er solen jo fremme, så det kunne være at jeg snart skulle have min første tur på min racer :o)

Flyvefisk…eller hvad det nu hedder…og andre sjove ting :o)

Vil begynde med det som går rigtig godt. Svømningen :o) Det er siden jeg begyndte dette projekt gået meget op og ned (mest ned) på den front, men nu mærker og ser jeg en klar forbedring på det område. Det er kun en uge siden jeg svømmede 2000m og har både i går og i forgårs følt mig som en fisk i vandet. Er generelt dårlig til at tælle baner når jeg svømmer, men mærker en klar fremgang og det er nu en fornøjelse at komme i svømmehallen. Tidligere skulle jeg slæbe mig selv i vandet og det var mere en straf end så meget andet at kravle ned i det kolde vand i Bellahøj. Kalder bestemt ikke mig selv for en fantastisk svømmer og har stadig plads til mange forbedringer, men mærker fremgang og det er for mig at se det vigtigste :o)

Derudover har jeg indkøbt en racer, som jeg er sikker på vil få mig godt igennem Challenge til august. Der mangler dog stadig lige at blive indkøbt et par smarte pedaler og et stk. tribølje før jeg er helt klar, men det når jeg nok inden foråret rigtig kommer til Danmark.

Mht. mit løb, så går det stadig både op og ned for tiden og derfor ønsker jeg ikke lige at gå mere i dybden med det. Kan dog tilføje at jeg den forgangne uge har haft nogle dejlige løbeture med nogle af mine skønne elever. Så selvom jeg ikke har fået løbet så langt den sidste uge, så har det været sjovt at træne og det giver plusser i min bog :o)

….og en helt anden ting. I dag talte vi til kulturfag om betydningen af de sociale medier, såsom blogs og facebook og en af mine elever spurgte mig om jeg ikke bare kunne skrive dagbog frem for denne blog, da jeg påstod at jeg primært skriver den for min egen skyld. Det gør jeg jo nok egentlig ikke. Altså skriver den for min egen skyld… Er efter en tænkepause og en længere periode med min hjerne i blød kommet frem til, at jeg gerne vil dele mit projekt med alle som kunne have interesse i at følge med. Man skal tilpasse træningen sit liv og ikke sit liv til træningen, men hvor meget jeg end gør det, så er der droslet ned på sociale arrangementer. Og som hr. Markovic sagde, så nytter det jo ikke noget at smide alt omkring sig væk for at gennemføre en ironman og til sidst stå alene tilbage med medaljen. Så det jeg prøver at sige er, at årsagen til denne blog er at få inddraget jer alle i mit projekt, så I forhåbentlig bedre forstår hvorfor jeg nu prioriterer anderledes i forbindelse med sociale arrangementer og andet. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide jer, men fordi jeg ønsker at forfølge en drøm. Og så er mit ønske at se mange af jer når jeg løber over målstregen til sommer :o)

Ny inspiration…

…og ny motivation :o) Har været i svømmehallen to gange siden i mandags. I onsdags stod den på mere plasken, mere hiven efter vejret og endnu en gang noget som mindede om en nær død oplevelse… Ej så slemt var det ikke, men det var bestemt heller ikke godt.

I dag skete der så til gengæld det at min vejrtrækning virkede nemmere, jeg trak igennem med armene og kom nemmere fremad og overhalede sågar et par pensionister som svømmede vildt stærkt ;o) eller…. Men i hvert fald, så skete der det, at jeg svømmede 2000m med pullboy på lige under en time(58 min inkl. nogle mindre pauser undervejs). Så selvom der klart er mulighed for forbedring, så er jeg godt tilfreds med dagens præstation, hvori jeg for nok første gang oplevede en glæde ved svømningen.

Yderligere så var jeg i går til både funktionel træning og kettlebells, hvilket var utrolig opløftende træning, hvor jeg oplevede at blive udfordret på både styrke og udholdenhed. Oplever som en ekstra bonus i dag at både lår, baller, mave og arme gør ondt, hvilket jo må betyde at træningen virker. Så det er bare fantastisk og skal uden tvivl benytte mig mere af især funktionel træning fremover.

Ovenpå den hårde og gode træning i går stod den på foredrag med triatleten Aleksandar Sørensen-Markovic. Dette var endnu et spark i den rigtige retning for mit vedkommende. Aleksandar er virkelig inspirerende at høre på og kom med nogle rigtig gode indspark til mit projekt. Bl.a. talte han om at fokus pt. Ikke bør være på CC, men mere på den aktuelle situation jeg er i lige nu. Så fokus bør være på de enkelte træningspas og hvad der har virket og ikke virket og så arbejde ud fra det udgangspunkt. Samtidig skal jeg lære at lytte til min krop og aflæse de signaler den giver mig og så træne ud fra det. Det lyder meget nemmere end det er, så der er nok at tage fat i.

Men finder det opløftende at vide at det trods alt går fremad med svømningen for tiden. I aften står den på løb med holdet og jeg glæder mig til at se hvordan løbeformen har det :o)

Luftforandring…

Er hjemme igen efter en uge i Østrig med arbejdet. Fik stået en masse på snowboard og bilder mig selv ind at det kan sammenlignes med en god omgang styrketræning ;o) Uanset så var det en rigtig god tur, selvom det også var hårdt at være offer for ”elevlarm” 24-7.

Men nu er jeg hjemme og der skal endnu en gang bygges op. Oplevede endnu en gang at bukke under for feber og forkølelse lige inden skituren, hvilket nok skyldes overtræning. Så nu skal der ikke stresses med opbygningen, da jeg simpelthen ikke kan overskue mere sygdom.

Var i svømmehallen i går og lå og plaskede mere end jeg svømmede. Kunne ikke få styr på vejrtrækningen, mine arme føltes tunge og som om de slet ikke havde prøvet at samarbejde før og jeg lå generelt meget uroligt i vandet. Dette blev ikke bedre da jeg kom til at observere de unge mænd som lå og gled som fisk igennem vandet i banerne ved siden af. Så efter en time i vandet med alt for få baner (svømmede bryst til sidst, da min crawl ikke samarbejdede) og følelsen af nederlag kravlede jeg ud under bruseren. Havde heldigvis en god veninde med i svømmehallen, så humøret kom hurtigt op igen.

Og dette motiverer heldigvis til at det bare skal blive bedre når jeg igen hopper i vandet i morgen.

I dag står den derimod på cykling og glæder mig meget. Det ved jeg i det mindste, at jeg kan finde ud af. Så det bliver forhåbentlig til 3 gode timer i sadlen :o)

Så trods en uge på board og uden anden træning og et mindre nederlag i svømmehallen i går, så er jeg fortrøstningsfuld og med masser af lyst til at optimere formen og blive bedre.

Januar...

Det er med meget blandede følelser at jeg ser tilbage på træningen i januar måned... Det begyndte egentlig meget godt. Løbetur d.1.januar og ellers godt med træning de første par dage, men så kom sygdom! Først småskrantede jeg bare i nogle dage (fra onsdag til søndag), men mandag eftermiddag måtte jeg bukke under og derefter lå jeg næsten en uge. Dog blev sygdomsforløbet afbrudt af et 24 timers løb jeg havde tilmeldt mig sammen med flere andre fra tri-holdet. Det viste sig til gengæld at være en rigtig dårlig idé.

Efter halvanden uge uden træning løb jeg den dårligste 10km tur i flere måneder. Det gik så forfærdeligt langsomt og jeg havde ondt, kunne ikke trække vejret ordentligt og fandt det i det hele taget ganske vanskeligt. Så jeg sagde farvel til holdet og kravlede hjem i seng igen -  Så kunne jeg lære det!

Den efterfølgende uge tog jeg det til gengæld meget mere stille og roligt. Det blev til 6km løb tirsdag, en times cykling onsdag, 6km løb igen torsdag og 4timers cykling lørdag, og så holdt jeg velfortjent fri søndag. Men nu er jeg heldigvis klar på at skrue træningen op på max igen i to uger inden løbeskoene bliver skiftet ud med mit snowboard en uges tid :o)

Oveni at træningen ikke har været et hit og jeg har ligget syg, så har den også stået på nedskæring af sukkerforbrug, hvilket bestemt heller ikke har været så nemt. Men nu er der gået snart en måned hvor jeg ikke har spist slik og chokolade hver dag – tværtimod. Og selvom de fleste af mine elever nok vil mene, at det ikke kan lade sig gøre at leve uden et dagligt indtag af sukker indeholdende over 2000 kalorier, så går det faktisk ganske glimrende. Det har givet mig mere energi, at mit blodsukker nu ikke længere er så svingende og det er jo udelukkende en bonus, at vægten nu også daler igen.

Men nu er jeg på toppen igen og har tid til træning og selvom motivationen i går slet ikke var klar på intervalløb og efterfølgende cykling, så føltes det nu alligevel som lidt af en sejr at jeg fik det gjort. En anden tri-kvindes nylige blog om manglende motivation i træning har også åbnet mine øjne for at det er meget normalt, at man ikke altid lige synes det er fedt at skulle træne i tide og utide. Rendte ind i selvsamme kvinde før min træning i går og hun kunne fortælle at hendes motivation var i top igen, så jeg vil træne videre og håbe på, at motivationen så kommer af sig selv.

Denne uges program ser derfor sådan ud:

Mandag	Løb: 45 min inkl. intervaller. Cykling: 60 min.
Tirsdag	Cykling: 120 min (evt. med styrketræning inden).
Onsdag	Løb: ca. 60 min.
Torsdag	Svømning: minimum 1000m.
Fredag	Løb: ca. 60 min (forhåbentlig når jeg 60 min kettlebells inden løb).
Lørdag	Svømning: minimum 1500m. Måske noget BodyFlow også.
Søndag	Svømning: minimum 1500m. Cykling: 60 min.

Så håber jeg, at det vil hjælpe på motivationen, at jeg nu har delt min træningsuge med andre, og at jeg dermed vil have nemmere ved at komme af sted til alle mine træningspas. Der er projektuge på efterskolen, hvilket betyder i lidt flere timer i denne uge, så træningen har været lidt svær at få placeret i løbet af ugen. Men nu er der i hvert fald noget at leve op til om ikke andet og det burde kunne lade sig gøre :o)