mandag den 28. februar 2011

Flyvefisk…eller hvad det nu hedder…og andre sjove ting :o)

Vil begynde med det som går rigtig godt. Svømningen :o) Det er siden jeg begyndte dette projekt gået meget op og ned (mest ned) på den front, men nu mærker og ser jeg en klar forbedring på det område. Det er kun en uge siden jeg svømmede 2000m og har både i går og i forgårs følt mig som en fisk i vandet. Er generelt dårlig til at tælle baner når jeg svømmer, men mærker en klar fremgang og det er nu en fornøjelse at komme i svømmehallen. Tidligere skulle jeg slæbe mig selv i vandet og det var mere en straf end så meget andet at kravle ned i det kolde vand i Bellahøj. Kalder bestemt ikke mig selv for en fantastisk svømmer og har stadig plads til mange forbedringer, men mærker fremgang og det er for mig at se det vigtigste :o)
Derudover har jeg indkøbt en racer, som jeg er sikker på vil få mig godt igennem Challenge til august. Der mangler dog stadig lige at blive indkøbt et par smarte pedaler og et stk. tribølje før jeg er helt klar, men det når jeg nok inden foråret rigtig kommer til Danmark.
Mht. mit løb, så går det stadig både op og ned for tiden og derfor ønsker jeg ikke lige at gå mere i dybden med det. Kan dog tilføje at jeg den forgangne uge har haft nogle dejlige løbeture med nogle af mine skønne elever. Så selvom jeg ikke har fået løbet så langt den sidste uge, så har det været sjovt at træne og det giver plusser i min bog :o)
….og en helt anden ting. I dag talte vi til kulturfag om betydningen af de sociale medier, såsom blogs og facebook og en af mine elever spurgte mig om jeg ikke bare kunne skrive dagbog frem for denne blog, da jeg påstod at jeg primært skriver den for min egen skyld. Det gør jeg jo nok egentlig ikke. Altså skriver den for min egen skyld… Er efter en tænkepause og en længere periode med min hjerne i blød kommet frem til, at jeg gerne vil dele mit projekt med alle som kunne have interesse i at følge med. Man skal tilpasse træningen sit liv og ikke sit liv til træningen, men hvor meget jeg end gør det, så er der droslet ned på sociale arrangementer. Og som hr. Markovic sagde, så nytter det jo ikke noget at smide alt omkring sig væk for at gennemføre en ironman og til sidst stå alene tilbage med medaljen. Så det jeg prøver at sige er, at årsagen til denne blog er at få inddraget jer alle i mit projekt, så I forhåbentlig bedre forstår hvorfor jeg nu prioriterer anderledes i forbindelse med sociale arrangementer og andet. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide jer, men fordi jeg ønsker at forfølge en drøm. Og så er mit ønske at se mange af jer når jeg løber over målstregen til sommer :o)

fredag den 18. februar 2011

Ny inspiration…

…og ny motivation :o) Har været i svømmehallen to gange siden i mandags. I onsdags stod den på mere plasken, mere hiven efter vejret og endnu en gang noget som mindede om en nær død oplevelse… Ej så slemt var det ikke, men det var bestemt heller ikke godt.
I dag skete der så til gengæld det at min vejrtrækning virkede nemmere, jeg trak igennem med armene og kom nemmere fremad og overhalede sågar et par pensionister som svømmede vildt stærkt ;o) eller…. Men i hvert fald, så skete der det, at jeg svømmede 2000m med pullboy på lige under en time(58 min inkl. nogle mindre pauser undervejs). Så selvom der klart er mulighed for forbedring, så er jeg godt tilfreds med dagens præstation, hvori jeg for nok første gang oplevede en glæde ved svømningen.
Yderligere så var jeg i går til både funktionel træning og kettlebells, hvilket var utrolig opløftende træning, hvor jeg oplevede at blive udfordret på både styrke og udholdenhed. Oplever som en ekstra bonus i dag at både lår, baller, mave og arme gør ondt, hvilket jo må betyde at træningen virker. Så det er bare fantastisk og skal uden tvivl benytte mig mere af især funktionel træning fremover.
Ovenpå den hårde og gode træning i går stod den på foredrag med triatleten Aleksandar Sørensen-Markovic. Dette var endnu et spark i den rigtige retning for mit vedkommende. Aleksandar er virkelig inspirerende at høre på og kom med nogle rigtig gode indspark til mit projekt. Bl.a. talte han om at fokus pt. Ikke bør være på CC, men mere på den aktuelle situation jeg er i lige nu. Så fokus bør være på de enkelte træningspas og hvad der har virket og ikke virket og så arbejde ud fra det udgangspunkt. Samtidig skal jeg lære at lytte til min krop og aflæse de signaler den giver mig og så træne ud fra det. Det lyder meget nemmere end det er, så der er nok at tage fat i.
Men finder det opløftende at vide at det trods alt går fremad med svømningen for tiden. I aften står den på løb med holdet og jeg glæder mig til at se hvordan løbeformen har det :o)

tirsdag den 15. februar 2011

Luftforandring…

Er hjemme igen efter en uge i Østrig med arbejdet. Fik stået en masse på snowboard og bilder mig selv ind at det kan sammenlignes med en god omgang styrketræning ;o) Uanset så var det en rigtig god tur, selvom det også var hårdt at være offer for ”elevlarm” 24-7.
Men nu er jeg hjemme og der skal endnu en gang bygges op. Oplevede endnu en gang at bukke under for feber og forkølelse lige inden skituren, hvilket nok skyldes overtræning. Så nu skal der ikke stresses med opbygningen, da jeg simpelthen ikke kan overskue mere sygdom.
Var i svømmehallen i går og lå og plaskede mere end jeg svømmede. Kunne ikke få styr på vejrtrækningen, mine arme føltes tunge og som om de slet ikke havde prøvet at samarbejde før og jeg lå generelt meget uroligt i vandet. Dette blev ikke bedre da jeg kom til at observere de unge mænd som lå og gled som fisk igennem vandet i banerne ved siden af. Så efter en time i vandet med alt for få baner (svømmede bryst til sidst, da min crawl ikke samarbejdede) og følelsen af nederlag kravlede jeg ud under bruseren. Havde heldigvis en god veninde med i svømmehallen, så humøret kom hurtigt op igen.
Og dette motiverer heldigvis til at det bare skal blive bedre når jeg igen hopper i vandet i morgen.
I dag står den derimod på cykling og glæder mig meget. Det ved jeg i det mindste, at jeg kan finde ud af. Så det bliver forhåbentlig til 3 gode timer i sadlen :o)
Så trods en uge på board og uden anden træning og et mindre nederlag i svømmehallen i går, så er jeg fortrøstningsfuld og med masser af lyst til at optimere formen og blive bedre.