Back to basics…

De sidste par uger har været lidt rodede mht. min træning. Ovenpå en gang halsbetændelse og en tur sydpå med arbejdet, så var det lidt hårdt at komme i gang igen. Men i gang det kom jeg og havde bl.a. en rigtig god løbetur med to af eleverne. Jeg spurgte weekendholdet hvem af dem, som skulle med ud og løbe 10 kilometer og tilslutningen var ikke overvældende. De fleste elever sad og gloede på mig som om jeg var dum. En enkelt elev mumlede noget med at der jo var sne udenfor(!?!) og de resterende ignorerede hende den tossede lærer som kom med mærkelige forslag. Men to drenge endte med at melde at de gerne ville med og de 10 kilometer blev løbet. Den ene dreng sagde efterfølgende at han aldrig havde løbet så langt før (hvilket også kom til udtryk på hans facebook) og den anden dreng virkede lidt chokeret over hvad der lige var sket, for som han sagde, så troede han at det var en joke at jeg havde spurgt ;o)

Men herefter er det gået ned ad bakke med mit løb og nu er det vist tid til at sluge en kamel eller to. Har trods alt fået mange kilometer i benene, men det er gået langsomt og føler ikke jeg bliver bedre. Så nu bliver forventningerne til egne evner lige sat lidt ned og intervalløbet begynder snarest muligt. Har set på det som nederlag når det er gået langsomt og i stedet for at koncentrere mig om at få sat tempoet op, så har frustrationerne sat tempoet yderligere ned.

Svømmedelen derimod går for tiden godt. Jeg har arbejdet meget med min vejrtrækning de sidste par gange jeg har været i svømmehallen og for hver gang bliver det en lille smule nemmere. Der er selvfølgelig stadig meget teknik som skal rettes til og skal på sigt også (ligesom med løbet) blive hurtigere. Men så længe det går fremad, så er det jo den rigtige vej :o)

Samme weekend jeg var ude at løbe med de to drenge, sad jeg på et tidspunkt og så ’One Tree Hill’ med nogle af pigerne. Til dem som ikke kender serien, så handler det om en flok teenagere, noget basketball og en masse intriger. Men midt inde i det ene afsnit er der en af hovedpersonerne som skal til noget udtagelse til et basketballhold, og han bliver spurgt om hvor meget det vil betyde for ham at komme på holdet. Til dette svarer han at man ikke kan måle en drøm. Så når folk spørger hvorfor jeg har gang i dette projekt og hvilken betydning det har for mig, så er svaret, at det er MIN drøm.

At skulle i gang igen…

…er ikke så nemt som man kunne ønske sig. Mit program de sidste par uger har ikke været præget af al den træning, som man ellers havde kunnet håbe på. Var til fælles løb for to uger siden og trods sneen gik det rigtig godt. Lige bortset fra den vabel jeg fik på højre hæl, som gjorde mig handicappet i to dage, for at blive afløst af halsbetændelse og feber. Sidste lørdag tog jeg så sydpå med 6 kollegaer og alt for mange teenagere, samt en masse penicillin. Den begyndte da heldigvis hurtigt at virke og feberen var væk inden vi landede i Sharm el Sheik, men følte aldrig rigtig jeg kom helt på toppen i løbet af ugen. Kom hjem i lørdags og søndag stod den så på den første løbetur i lang tid og det gik knap så godt. Men overlevede og jeg er klar på træning igen i dag.  Men har også besluttet mig for ikke at blive syg igen, for det gør det hele lidt for hårdt.

Mens jeg var ude at rejse oplevede jeg flere spørgsmål fra eleverne angående mit projekt. Flere af dem synes det er lidt sejt, men andre synes også det er for sindssygt (eller ’ornli sygt’, som det hedder på teenagesk). Men det satte gang i nogle overvejelser og når man så ikke får trænet pga. sygdom, så er det svært ikke at tænke på om det nu også er muligt at gennemføre det jeg har gang i. Men så læste jeg Aleksandar Markovics blog og her skriver han:

’Et projekts størrelse betyder intet imod den værdi det tillægges.
Så et 5 km projekt er hverken større eller mindre end andre projekter – hvad det betyder for dig er det eneste som betyder noget og ikke hvordan det kan sammenlignes med andres projekter.’

Og det her er mit projekt. Jeg var til julefrokost i lørdags og blev spurgt om jeg så ikke måtte drikke alkohol mere, da jeg sad der og var ædru. Men for mig handler det ikke så meget om hvad jeg må og ikke må, men om hvad jeg har lyst til. Og jeg brænder for træningen frem mod dette mål og det skal ikke ødelægges af tømmermænd. Men har heldigvis fundet entusiaster, som ikke synes det er sindssygt og som brænder lige så meget for træningen som jeg selv og det er jeg meget taknemmelig for. For selvom det på dagen bliver en individuel præstation, så er der lang tid endnu og det er fantastisk at træne med andre entusiaster.

Så nu er startnummeret købt og jeg glæder mig som et lille barn. Både til træningen frem mod dagen, men også til at stå klar til at hoppe i vandet d.14. august næste år.

Restitution…

….den tvungne slags! Så ramte vintersygdommen også mig og jeg er blevet tvunget til at droppe træningen og i stedet ligge stille og svede feberen ud af kroppen. Det var bare ikke lige en del af planen.

Havde en fantastisk lang løbetur i nye løbesko i mandags, men kom desværre hjem med en stor vabel på højre hæl, som blev årsagen til en smule restitution både tirsdag og onsdag. Men nu er det så influenzaen, som har ramt mig og tvunget mig i knæ. Det er frustrerende ikke at kunne passe sin træning og føler mig allerede flere uger bagud, på trods af at det kun er tre dage siden jeg sidst trænede.

Men der er ikke noget at tage fejl af, når man læser om kombinationen af sygdom og træning og den er ganske enkelt, at man skal lade være. Så er kravlet under dynen og kæmper til dels for at blive rask, men også for ikke at blive ramt af en vinterdepression, som træningen på det seneste har været medvirkende til at undgå. For det er da deprimerende nu at skulle affinde sig med at leve i et land med sne og is de næste fire måneder.

Men prøver at få det bedste ud af disse dage og restitution er jo ikke altid en dårlig ting, så satser på at komme tilbage endnu mere fyldt af energi og stærkere end jeg har været længe.

Hvorfor lige en ironman...

...ja det kan jeg også spørge mig selv om... Især de dage når kroppen er øm eller man står i svømmehallen kl 6.30 og synes at søvn måske havde været en bedre idé.... Men jeg søgte en udfordring og gejsten for at gennemføre fejler bestemt ikke noget. Indrømmer gerne at jeg i begyndelsen tvivlede på om jeg havde den rette diciplin og vilje, men der var en kommentar som gjorde, at jeg besluttede mig for at det godt kan lade sig gøre... Det var noget i stil med: 'Ej hvor fedt hvis du gennemfører...' - Så det har jeg tænkt mig at gøre...
Jeg glæder mig til august og jeg glæder mig til at gennemføre... For jeg tror på at jeg kan, men det bliver spændende at se om jeg kan, når det kommer til stykket...
Træningen går i hvert fald forrygende for tiden. Mit løb forbedres fra uge til uge og oplever også store forbedringer på svømmedelen. Hen over vinteren står den på uhørt meget spinning, men så er formen også i top når sneen forsvinder og jeg skal ud på landevejen..
Det er ikke det nemmeste mål jeg har sat mig, men ellers ville det jo heller ikke være en udfordring ;o)