Synes tiden går temmelig stærkt…

Jeg glæder mig stadig meget og bliver ekstremt rørstrømsk hver gang jeg tænker over mine håb og drømme for dagen. Men samtidig må jeg tilføje at jeg oplever det enormt angstprovokerende at se dagen rykke stille og roligt tættere på. Synes også at jeg selv i takt med at presset øges bliver lidt mere umulig at være i nærheden af. Kan opleve mig selv som værende fraværende i samspil med andre mennesker, da tankerne fra tid til anden vandrer og dæmonerne fortæller mig at jeg ikke kan. Håber jeg har formået at skjule det, men alligevel undskyld til dem omkring mig! Det er slut med den slags om to ugers tid lover jeg! Jeg arbejder meget med viljen for tiden og visualiserer i tide og utide det at stå med medaljen om halsen. Ved hvad det vil betyde for mig at gennemføre, men ved ikke før på dagen hvad det egentlig kræver af mig. Håber for alt i verden at det lykkes, for har i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at ændre meget mere ift. formen. En sidste lang tur i morgen og så står den efterhånden på nedtrapning af træning.

Overhørte en gang et foredrag hvori det blev anbefalet, at man sætter flere mål for succes for sig selv, så det skal gøres inden jeg stiller til start d.14. august :o)

Hvis man skulle kede sig i løbet af dagen, så er klap og hep mere end velkommen, så kom frisk! :o)

Om under 4 uger går det løs…

..og jeg glæder mig ubeskriveligt meget! Ved ikke hvordan jeg skal sætte ord på det som fylder inden i mig for tiden. Det er både glæde og frygt for det som skal ske. Det er tvivl på egne evner, men også tro på at viljen er stærk og at det kan tage mig langt. Det er tårer i øjnene når Aleksandar Markovic i sin blog for nylig forklarede det således: ’At køre ironman er en dyb personlig rejse hvor man i processen vil møde sine drømme, sin frygt, sine bekymringer og hvad ens forstand ellers reflekterer i løbet af de 226 kilometer fordelt på svømning, cykling og løb som kaldes en ironman – og det er alt sammen bare noget vi leger.’ Og en ting er hvad der kommer til at flyve igennem hovedet på dagen, men lige nu synes jeg også det fylder meget.

Jeg er så opsat på at dette skal lykkes at alt andet vil være en fiasko i mine øjne. Man kan diskutere om det er den rette indstilling, men det er trods alt det som fylder pt. Jeg har kæmpet for lige præcis denne dag i SÅ lang tid og kæmper stadig og muligheden for at det måske ikke vil lykkes eksisterer ikke som en lykkelig slutning i min verden. Jeg har mange håb og drømme for denne dag og ønsker for alt i verden at de bliver indfriet. Jeg har ingen børn og har ikke prøvet at vente spændt i 9 måneder på at byde en baby velkommen til verden, men jeg har trænet til det her i nu næsten 10 måneder og det er min baby.

Så i øjeblikket regerer kaos i mit hoved, men træningen går som den skal…eller næsten. Svømmede sidste søndag den fulde distance på de 3,8km og samme distance blev tilbagelagt i dag og den del er jeg i hvert fald ikke det mindste bekymret for at jeg nok skal klare flot :o) og så skal de sidste to discipliner nok følge med, for føler i hvert fald at selvom dagen rykker tættere og tættere på, så skal jeg nok nå at blive klar og jeg skal nok gennemføre og afslutte dagen med guld om halsen! :o)
Lidt rodede tanker blev det til i denne omgang, men det betegner nok meget godt den proces jeg oplever lige nu…